Udfordringer og mål

Min søster & jeg.
 
Sociale fælleskaber

Når jeg ser på børnebilleder af lille Alexandra, ser jeg den Alexandra som altid har haft det svært i sociale fællesskaber. Jeg har i mit tidligere indlæg ➡️ Øvelse skrevet om nogle af de ting som jeg øver mig på, at blive bedre til.Jeg har endnu, her i mit voksne liv det svært i sociale fælleskaber. Ikke fordi jeg ønsker det. Ofte tænker jeg at det ville være en befrielse, at agere som centrum eller pauseklovn, fordi man fremstår mere i balance med sig selv. Det er endnu engang ikke sådan jeg er.  Jeg er med min udredning blevet klogere på, at det jo er en del af mig og min adhd og ikke mindst vores opvækst der gør, at  jeg er særligt udfordret.

Deltagelse

Deltagelse for mig har derfor været en svær process. Deltagelse er noget jeg er god til at fravælge, fordi det koster meget på Alexandra kontoen at være en del af fremmede, eller det ukendte. Det er en ting jeg relatere til som ubehageligt. Jeg står oftes i en følelse af at være den andre taler om, eller at være forkert i sammenhænge, hvor jeg normalt ikke begår mig. Jeg mærker tydeligt min opvækst, ruske i mig i ukendt rum. Jeg ryger ubevist lige tilbage til lille Alexandra, med alle de følelser det var at være hende.  Når jeg møder hende, så trækker jeg mig fra det fællesskab jeg er i og reflektere over hvorfor jeg møder de følelser, jeg mærker i mig.

Trivsel

For mig handler fravalget fra deltagelse i socialefælleskaber om trivsel. Jeg mærker at jeg trives bedre med, at begå mig i sociale fælleskaber hvor jeg er tryg. Her kan jeg deltage på lige fod med andre og bare være mig. Men er det egentligt trivsel, at man omgåes de samme, trygge mennesker altid? At passe på sig selv og blive på afgrænset grund? Jeg har besluttet mig for at stoppe op og udfordre mig selv. Jeg har altid tænkt at man skal udvikle sig hver dag og for mig er det vigtigt, at ændre nogle af mine fastforankrede handlemønstre og lære at agere anderledes.

Udfordringer

Jeg vælger at udfordre mig selv. Fordi jeg har særligt lyst til at udvikle mig. At udvikle mig på sådan vis, at jeg kommer ud af min skal. Jeg vil gerne af med frygten, ubehaget og alle følelserne der vælter ind over mig, når jeg planlægger at træde på usikker grund. Jeg vil gerne eje mig selv og min ikke eksisterende selvsikkerhed. Eller ihvertfald øve mig i, at blive mere selvsikker og tro på mig selv. Jeg har tænkt at bloggen var hjælp hertil. En hjælp til at bryde min tavshed, ved at åbne op og lukke jer ind. En hjælp til at reflektere over hvem jeg er og hvad jeg gerne vil nå- mine mål. En hjælp til at dele mine erfaringer og ikke mindst til at lade andre vide, at det kun er en selv, der kan definere hvad der er rigtigt for lige netop dig, i mit tilfælde mit selv.

Mål

Det leder mig frem til nye mål. Målet er at skabe ro og balance i mig, uanset hvor jeg befinder mig.  At udfordre mig selv, at åbne op, at deltage, at begå mig i nye socialefælleskaber og dele ud af og udvikle mig på usikker grund. Aller vigtigst er målet, at nå ud til jer og bidrage med det jeg brænder for. Til det er bloggen og min instagram et godt redskab som talerør, for det der rør sig i min hverdag.

Tusinde tak fordi du følger og læser med, det betyder mere end du aner 🙂

We only live ones – live free.

// Alexandra

View this post on Instagram

Velkommen til alle nye følgere, 10 hurtige om mig. Jeg er bosat nær Kolding, med mine 2 børn fra 13 & 19. Jeg er 27 år & kærester med Nikolaj – min klippe. Jeg har altid været anderledes, det var i min barndom svært for mig, da jeg for andre blev et nemt offer for mobning. . Jeg har 4 søstre, min ældste søster er 16 år ældre, de 2 Andre følger hende og var derfor ikke en del af, min 1, 1/2 år ældre søster og vores børneliv sammen med vores mor. . Hun mistede vores far da hun var 5 mdr henne med mig , siden der var hun særligt rodløs. Vi flyttede meget & vores opvækst har været præget af alkohol & voldige mænd! . Jeg er uddannet pædagog, under min udd. blev jeg klogere på mig selv & vores på kanten af samfundet opvækst. Det gav mig et stort behov for at undersøge, hvor jeg kom fra & hvorfor jeg er som jeg er. . I forlængelse heraf begyndte jeg i efteråret 17 til psykolog, for at bearbejde barndom, & for at lære mig selv bedre at kende. I samarbejde med min psykolog blev jeg henvist til psykiater, med henblik på udredning ! . I dec 17 fik min mor konstateret lungekræft , efter et år med flere lungebetændelser. Til trods for flere operationer stod hun stolt til min eksamen på seminariet i jan 18 da jeg blev færdig uddannet. . Vi mistede vores mor & lukkede døren til mit barndomshjem den 11 marts 18, efter et langt intensiv respirations forløb på OUH. Jeg startede på mit nye job i Kolding 14 dage efter hun sagde farvel. . Sommeren 18 blev jeg udredt for ADHD ved min psykiater. & efterfølgende startede jeg i behandling. Jeg blev sygemeldt i okt 18, efter skift af medicin, min verden væltede & jeg havde nok i at opretholde min hverdag & passe på min søn. . Jeg er et menneske med skyhøje krav til mig selv & mine omgivelser , det skaber nogle situationer hvor jeg har svært ved at accepere kompromis & andre måder at gøre tingene på end mine egne. Det kræver tid at ændre mine handlemønstre, som bunder i overlevelse. . Vi flyttede sammen i min kærestes hus i feb 19. Siden er Lillesøster kommet til verden & vi har i vores familie fundet en hverdag med mere ro & struktur. . Det var lidt baggrundsstøj fra mig. – tak fordi du følger med 😊

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

At have sig selv med

Nyt familie medlem

Det er en kæmpe omvæltning at byde et nyt barn velkommen. Særligt første gang hvor alt er fremmed, man er usikker , uvidende, spændt, forsigtig osv. Jeg tænkte jeg ville tage det i stiv arm, denne gang når lillesøster meldte sin ankomst. Fordi vi jo i forvejen har Shawn. Jeg tog fejl, måske ligger det bare til mig , ikke at stole på min egen dømmekraft. Måske er jeg bare bedre forestiller end virkelighedsbedømmer. WHO knows. En ting har jeg lært , jeg har stået i følelsen af usikkerhed , utilstrækkelighed, uvidenhed og afmagt. Ingen børn er ens og alligevel har jeg fået et barn, som minder frygtelig meget om hendes storebror. Vi har konstateret, at det må komme fra moren, nu hvor mine børn ikke har samme far. Øv!

Når det så er sagt, så er jeg også blevet klogere siden første barn; heldigvis. Jeg sparer mig selv for nogle kampe , jeg har nogle guld kort med i posen af erfaring og måske begår jeg igen nogle af de samme nemme træk. Men man gør jo hvad man kan, når man skal. Og Shawn er jo, synes jeg selv blevet en dejlig dreng, med god personlighed , en vis mængde balance og langt bedre sociale evner ens hans mor, så noget må jeg gøre rigtigt.

Amning

Når det kommer til amning, så har jeg nu i 8 uger gjort hvad jeg kunne for at det skulle lykkedes. Jeg er græde færdig og følelses mæssigt slet ikke okay med, at jeg ikke kan få det til at fungere. Saga blev ammet 5 uger fuldt og sidenhen har jeg suppleret. Jeg har lagt hende til. Malket ud. Tilbudt flaske efter. Brugt suppleringssystem / lact aid. Det er super smart : det kan du læse om her ➡️ https://www.ammenet.dk/wiki/suppleringssystemer

Kørt rent flaske med mme, pumpet ved siden af , frosset ned. Kørt rent modermælk i flaske , og skiftet ind i mellem løsningerne. Så har lillepigen vist interesse for brystet. Så ikke alligevel og forfra.

Mad & drikke

Dagsordnen blev hurtigt presset. Jeg er ekseptionelt god til at behovsudsætte. Der er mange ting jeg bliver afledt af, før jeg egentligt når at bemærke, at jeg måske ikke har spist mere end et måltid , eller drukket alt for lidt. Dele der også påvirker amningen. Når jeg så blev opmærksom på det. Drak jeg den ene hvidtøl efter den anden. Drak amme the. Spiste mælkebombe , hvilket iøvrigt er ret lækkert og nu en fast morgenrutine. Og alligevel ville min mælke produktion ikke som jeg ville, og iøvrigt ej heller mit barn. Hele situationen omkring amningen har ledt en træls følelse af ingen pause med sig. En følelse jeg ikke bryder mig om at være i, fordi det betyder at min dag er fyldt sådan ud, at jeg ikke fik mærket nok efter.

Stresset

View this post on Instagram

Jaja det kunne da være fantastisk hvis alt flaskede sig og baby bare sov uden uro og mavekneb, det vil alle nybagte forældre ønske sig . Det er bare ikke vores virkelighed , idag! Jeg har brugt dagen på at lege Maren malkeko, med et barn hængende i mit bryst siden formiddag, herefter faldt hun endelig i søvn i viklen, og nu har jeg ikke sat ned i 2,5 time – men hvem tæller 😂 i det mindste har jeg været i bad til morgen og nu er vasketøjet ordnet!🤞🏼 . . . #mavekneb #mitkærebarn #lillemenneske #uro #utilfredshed #nyfødt #16dagegammel #viklebaby #babywrap #sagaminsaga #smukkebarn #elskerdig #morliv #momsterliv #etstrejfafuperfekt #normalt #morgengrim #udenmakeup #barebabytrives #amning #friamning #augustbaby

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

Jeg nåede ikke at mærke roen, nuet, kærligheden, oplevelsen af at være. I virkeligheden blev jeg stresset over alle de gange jeg ikke nåede at malke ud , som jeg havde sat mig for at jeg ville. Eller at jeg ikke kunne spise et måltid uden baby på armen og en storebror der samtidigt gerne ville have læst bog. Og ja , sådan er livet som mor til to. Det fandt jeg hurtigt ud af! Respekt til de seje mødre derude, der honorere junglen af krav i en børnefamilie og samtidigt ser udhvilede ud. Shawn er 6 år . Thank you god ! Jeg var flyttet hjemmefra hvis han var 2 år og skulle aktiveres hvert øjeblik.

Hvor blev jeg af ?

Jeg sidder med en følelse af at jeg forsvandt i forløbet. Jeg ønsker så inderligt at jeg kan mætte mit barn ved mig, uden flaske og mme. Jeg har stået lodret , normalt ville folk nok sige lagt vandret . Men det kan jeg ikke just prale af at jeg har. Jeg har læst og læst for at finde mulige løsninger , afprøvet hvad jeg selv kunne komme på. Været i dialog med en ammevejleder og glemt mig selv.

Jeg har altid prioriteret mig selv. At spise godt . Være soigneret og god til at give mig selv pause. Igår besluttede jeg mig for at det var sidste gang jeg malkede ud. Jeg skal ikke glemme mig selv og min familie, og banke mig selv i hovedet over ikke at være god nok. Det skær stadig i mit hjerte, mon jeg fortryder? Hvorfor skal det være så skide svært at slippe….

Og samvittigheden – jeg ved godt en god mor ikke sidder i brysterne. Jeg havde bare sådan glædet mig til, at give os, mig selv den oplevelse. Og måske undervejs i min graviditet glemt at være realistisk omkring muligheden i at det ikke ville lykkedes. Nu har jeg taget en beslutning ud fra en konklusion om at amningen ikke fungere. Saga er nu flaskebarn . Om jeg vil det eller ej!🤦🏽‍♀️

Jeg ved egentligt ikke hvor jeg vil hen med dette skriv, men måske det skaber lidt afstand at få det skrevet ned og lagt væk. 🙂 måske nogle kender følelserne ?

Du kan i mit sidste post læse lidt mere om , hvad der ellers fylder herhjemme om aftenen oveni det ræs vi har haft omkring amningen ➡️ Uendelig gråd

Tak fordi du læste med 💕// Alexandra

We only live ones – live free

Uendelig gråd

Kolik barn

Langvarige skrigeture hos et spædbarn, som ikke forsvinder hvis barnet får tilbudt mad, skiftet ble eller bliver trøstet, kaldes spædbarnskolik. Hvert tiende barn får kolik. Kolik forsvinder som regel, når barnet er omkring 3 måneder gammelt. Der findes ingen forklaring på kolik og tilstanden kan ikke behandles. 

http://www.sygeboern.dk/sygdom/kolikBørn der oftest græder 3 timer om dagen eller mere, kategoriseres som som kolikbørn.

Det var den besked jeg fik, da vi var til 5 ugers undersøgelse og jeg i al utilstrækkelighed spurgte lægen til råds. Vores kære Saga , græder ustandseligt hver eneste aften. Man skulle tro at barnet kan klokken, for det er omkring samme tid hver eneste dag, at skrigeriet starter. Vi runder kl 19 plus minus og på en god dag er hun stoppet inden kl 23!

Uanset hvad vi gør , eller tilbyder hende , så græder hun. Oftest ligner hun en der har ondt i maven, hun presser, laver flitsbue , krummer sig sammen og falder til ro ved baby massage og Eller Cyklen med benene. Kort pause også starter vi forfra! Jeg ved ikke helt om jeg tror på titlen kolik barn. Ondt i maven barn. Eller for meget stimuli barn. Men noget er der galt.

Utilstrækkeligheden er ulidelig. Mit moderhjerte runger af dårlig samvittighed og afmagt, for jeg som burde kunne stille noget op, kan ej heller gøre noget godt nok til at det lille menneske finder ro!

Nu har vi forsøgt os med anden modermælkserstatning , i håb om det vil hjælpe. Derudover er vi i samråd med lægevagten i lørdags, opstartet på movicol efter manglende bleer med aff. Så håber vi at hendes lille mave kan få ro.

Du kan læse mere om vores ammeforløb her ➡️ Ammestatus

Nogle gode fifs til baby der er utrøstelig?

Tak fordi du læste med 😊

//Alexandra

View this post on Instagram

Vi har nogle lange dage herhjemme for tiden, med mavekneb! Vi supplere med flaske , fordi lillesøster ikke kan blive mæt ved hendes mor længere. Jeg banker mig selv oveni knolden af frustration, for jeg vil jo gerne kunne give mit barn og jeg selv den oplevelse af , at kunne amme så længe som muligt ! Øv hvor er det bare træls at være i for os begge🤦🏽‍♀️ en god mor sidder ikke i brysterne, det ved jeg. Men vi nød jo begge nærværet , roen og mælkekomaen. Nå men vi gør hvad vi kan for det måske lykkedes , resten kommer vel med tiden , eller hvad ? 🤞🏼🤞🏼 . . . #tabu #jegvilosseamme #nederen #marenmalkeko #amning #øv #babygirl #sagaminsaga #lillesøster #mavekneb #kiropraktor #mælkebombe #masserefødder #cyklermedben #flaskebarn #irriterende #frustrende #ønskeamning

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

Ammestatus

Jeg har før skrevet lidt om vores ammeforløb, læs mere her➡️ Vi øver os i amning

Hende der lagde skarpt ud med titlen som sugemalle, vil nu ikke længere lægges til brystet og derfor får hun nu flaske. Hun vil gerne lægge ved brystet og tage toppen, men ikke arbejde for det. Jeg malker fortsat ud og hun får mit mælk i mellem hendes hovedmåltider, som nu består af mme. Sådan har det været nogle dage nu. Det har taget hårdt på mig at skulle træffe den beslutning.

Accept

Jeg har bare så svært ved at forstå og acceptere hvordan noget så naturligt og hvad der syner af at være nemt. Kan være så besværligt og utilstrækkeligt når man så gerne vil give sig selv og sit barn det , at være et !

Jeg ønskede sådan at vores samarbejde kunne få amningen til at fungerer. Hendes sutteteknik var blevet så god. Ingen ømme bryster ej heller sår, bare en mæt og veltilpas baby. Der Dog ikke altid var for god til at holde sig vågen, men den del kunne jeg hjælpe hende med.

Anden baby

For 14 dage siden, kulminerede det hele. Hun havde i ugen op til, været urolig ved brystet. Spjættende , grædende eller nærmere skrigende moslede hun rundt for at spise. Mælken stod ud i stråler og hun kløjs i det fordi hun ikke kunne følge med. Alligevel besejrede hun floden af mælk og når brystet føltes tomt , suttede hun ihærdigt efter mere , som ikke kom og hun mistede tålmodigheden pga træthed. Det resulterede i uro en onsdag Fra 15:00 til 20:00 hvor jeg gik med hende på armen i skrigende Oprejst leje.

Jeg lagde til gentagende gange undervejs. Barnet skubbede sig selv væk i arrigskab og frustration og skreg endnu mere, brystet føltes stadig tomt. Usikkerheden overtog flere gange og jeg snakkede med min kæreste om hvorvidt barnet var sultent.
Det konkluderede vi at hun måtte være.

Appetitspring?

Ugen forinden sendte jeg i samme tanke Nikolaj afsted ned efter modermælkserstatning og flasker. Hvorefter jeg da han kom hjem , ændrede mening og igen forsøgte at lægge barnet til. Hun havde sikkert behov for at øge mælkeproduktionen. Modermælkserstatningen fik en plads øverst på køkkenskabene.

Det skete dog ikke denne gang – jeg gav såre simpelt op. For ud i køkkenet. Åbnede i en fart køleskabet , fandt udmalket modermælk. Og ned kom dåsen med modermælkserstatning. Det tog mig ikke mange sekunder, at smække først udmalket modermælk i Flasken og dernæst en blanding mme. 75 ml modermælk og 20 ml mme slugte hun, på hvad der mindede om 4 minutter ift. længden af tiden hun normalt lå ved brystet.

Skal jeg stoppe?

Nu til nyt dilemma, det lAder til at hendes mellemmåltider af modermælk (som jo ikke mætter på samme måde som erstatning) roder i hendes system. Hun ikke finder samme ro, efter måltidet som ved mme. Jeg vil så gerne at hun jo får det mælk jeg malker ud. Men samtidigt har jeg et barn der ikke finder ro.
Burde jeg helt overgå til mme? Stoppe udmalkning og droppe tanken om en hyggelig amning ind i mellem? Er jeg mon egoist fordi jeg holder ved tanken om , at amningen er det bedste for hende og jeg? Løber jeg panden mod muren og forvirre hende , med både bryst, flaske, modermælk og mme?

Gad vide om nogle af jer der læser med , evt har stået i lignede ? Eller som bare sidder inde med et andet synspunkt ?🙏🏼😊

Tak fordi du læste med!

// Alexandra

Hvor blev pausen af?

Lige nu består min hverdag af bleskift, utal af amninger, gylp, gråd, den lykkelige baby rus, utilstrækkelighed , dårlig samvittighed, manglende kvalitetstid med min store dreng; uendelige pligter og ekstremt søvnunderskud. Det kender de fleste nybagte mødre! Lets be honest.

Wauu hvor er jeg blevet bekræftet i, at jeg elsker bare at være mig…

Altså den udgave af mig selv hvor jeg bare kan være til. Uden at tænke over hvornår jeg skal sove, for at hænge sammen til at kunne stå op og aflevere min store i skole og få hvile nok til, at producere litervis af mættende flydende kost til baby.

Mig uden uendelige opvågninger om natten, meter lange ammetimer , udmalkninger og øm muskulatur, fordi jeg har lagt i en akavet stilling for at holde brystet i den rette vinkel til den lille sugemalle. Som jeg iøvrigt selv, har sat til verden for nu over en måned siden!

View this post on Instagram

Vi har nogle lange dage herhjemme for tiden, med mavekneb! Vi supplere med flaske , fordi lillesøster ikke kan blive mæt ved hendes mor længere. Jeg banker mig selv oveni knolden af frustration, for jeg vil jo gerne kunne give mit barn og jeg selv den oplevelse af , at kunne amme så længe som muligt ! Øv hvor er det bare træls at være i for os begge🤦🏽‍♀️ en god mor sidder ikke i brysterne, det ved jeg. Men vi nød jo begge nærværet , roen og mælkekomaen. Nå men vi gør hvad vi kan for det måske lykkedes , resten kommer vel med tiden , eller hvad ? 🤞🏼🤞🏼 . . . #tabu #jegvilosseamme #nederen #marenmalkeko #amning #øv #babygirl #sagaminsaga #lillesøster #mavekneb #kiropraktor #mælkebombe #masserefødder #cyklermedben #flaskebarn #irriterende #frustrende #ønskeamning

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

Pause

Nu har jeg simpelthen for lidt tid til at være Mig. Jeg har lige nøjagtigt hvad der svare til gennemsnittet af en halv time om dagen hvor jeg hvis jeg er heldig kan tisse og gå i bad uden at blive afbrudt af børn der tilsyneladende finder det hyggeligt at være inden for rækkevidde når jeg skal, hvad andre mennesker faktisk også sætter pris på at gøre alene. Hvad sulan blev der af min nattesøvn. Altså det der minder om mere end 1,5-2 timers søvn af gangen. Hvor blev mine 10 timers nætter af?

Jeg drømmer i øjeblikket om en sluk knap eller en fjernbetjening så jeg kan pausere andres behov og lytte lidt til mig og mine egne. Findes det?Jeg tror på ligestilling, men jeg er da også blevet klar over, at der ikke er noget der minder om ligestilling i nybagte forældres liv. Den ene spiller computer og sover igennem hele natten. Den anden ordner det praktiske, lever i afbrudt søvn og følelsen af at være alene om tingene. Og bruger største delen af døgnet på at sidde med udpakkede meloner, for at tilfredsstille andres suttebehov.

Ih du kære barn , må du vokse dig stor hurtigt, så jeg kan være voksen igen. Og nej det mener man jo ikke , for selvom det er hårdt og utaknemmeligt så, er mine børn den største og vigtigste opgave jeg har i mit liv . Jeg er i mine tanker uden lyv, nået derud et par gange. Helt derud hvor jeg føler mig alene , selvom min dag er fyldt op af børn og gøremål, så har jeg stået i følelsen af at være alene.

Stop tiden

På den anden måde har jeg lyst til at stoppe tiden, med alt hvad det indebærer og bare nyde vores lille pige ! De bliver så hurtigt store og den ene dag tager den anden. Jeg husker mig selv på mentalt at stoppe pligter og gøremål og bare være i nuet.

Kender i det?

Tak fordi du læste med 😊

// Alexandra

We only live ones – live free!

Vi øver os i amning

Det er det mest naturlige, at amme sit barn. Det ser så såre simpelt ud. Det er praktisk, madpakken er altid med og man svinger bare barmen frem og lægger til. Eller hvad?

Med min førstefødte , fuldammede jeg i 3 uger og supplerede med flaske til han var 6 uger. Amning, udmalkning og flaske , hver 3 time fordi barnet ikke ville tage nok på. Det var ihvertfald hvad sundhedsplejesken mente, at barnet ikke trives, til trods for 6-8 fyldte bleer i døgnet.

Ung & Uerfaren

Dengang var jeg 20 år og barnet skulle selvfølgelig ikke sulte, så jeg tøvede ikke et sekund, da hun opfordrede til at supplere med udmalket mælk. Efter 3 uger på Den vis, var jeg simpelhen så udmattet. Så jeg konstaterede at vi alle ville trives bedre med, at overgå fuldt til flaske! Jeg følte mig som verdens dårligste mor. Tænk jeg ikke kunne præstere, at give mit barn mad og tilfredsstille ham ved brystet uden at supplere. Men det blev nu engang virkeligheden. Og det lettede da jeg med tiden accepterede, at det endnu engang bare var sådan det var.

6,5år senere

Amning for mig har her 2 gang været et ønskeligt mål, som jeg sammen med lillesøster gerne ville nå. Med hjælp og støtte fra Faren også, selvfølgelig. Jeg lyver hvis jeg siger, at det ikke har været en kamp denne gang også.

I mit tidligere blogindlæg ➡️ Tillykke med fødselsdagen , kan du læse lidt mere om fødslen og hvilke komplikationer den medførte. Bla. En tur tilbage på operationsbordet efter mit planlagte kejsersnit, grundet et blodtab på 2,2 liter. Operationerne har forsinket mælken der skulle løbe til. Det medførte at Saga nåede at tabe sig 8,9% af sin fødselsvægt, og at jeg deraf skulle vække og ligge til hver 3 time, og at vi skulle supplere med mme i kop.

Koppen droppede jeg, det virkede så forkert og hun blev forkvalmet, istedet bad jeg om en sprøjte, så hun kunne stimulere ved brystet, mens jeg under måltidet supplerede med udmalket mælk. Hun var herudover svær at vække , pga hendes størrelse som nu var på 2570g. Hendes sutteteknik var ikke tilstrækkelig. Det betød hurtigt nedslidte bryster Og samtidigt med dette var hun svær at holde vågen under måltider.

Nedsat mælkeproduktion

Pga mine operationer og mine udfordringer derfra, samt min brystforstørrelse Og en tilbagesat mælkeproduktion, var vi nogle dage ekstra på barselsgangen. Heldigvis !

Vi var omringet af fagligt dygtigt personale der kunne råde og vejlede ift. Ammestillinger, udmalkning, supplering og alverdens andre gode råd! Med min tidligere erfaring og min mere rolige tilgang, var det denne gang lettere for mig at sortere i, hvad der var rigtigt for mig, og hvad der ikke var.

Når man så er indlagt 5 dage, med personale skift gange 3 på en dag. Så når man at løbe ind i minimum 15 forskellige sygeplejesker. Ak ja, nogle havde vagt 2 gange , det var skønt , hvis man faldt i hak. Ikke så skønt, hvis de fremstod mere belærende, end kompetente ift. til deres arbejdsopgaver. Det er ikke mig, det er ikke et møde jeg bryder mig om at være i og når de viste ansigt på stuen, så jeg virkelig frem til, at komme hjem🤦🏽‍♀️

Jeg vidste bedst.

Størstedelen af personalet, var behjælpelige og rare at modtage vejledning fra. Det tror jeg på har givet mig en solid læring omkring amning. Jeg følte mig ihvertfald langt bedre klædt på denne gang da vi tog hjem, end sidste gang. Jeg husker dog også, at det var sværere for mig at modtage råd og vejledning sidst, end det var denne gang. Dengang så jeg det som rettelser af bedrevidende personale og JEG vidste altså bedst. Denne gang betragtede jeg det mere som et udviklede øjeblik, med øje for mit barn og hendes trivsel og ikke mindst Vores fælles oplevelse samt opgave.

Det blev det, en oplevelse rig på mødet mellem min datter og jeg. Sammen mestre vi nu amning. Endda i flere stillinger, tvillingestillingen er stadig at foretrække, men alm ammestilling, flasker sig også bare derudaf. Liggende amning er vores natte favorit og laidback, kan jeg nu endda selv placere hende i, uden hjælp fra min bedre halvdel.

Nu kan vi

Jeg er bare så stolt af mig selv og det arbejde vi har gjort for at vi sammen fik det til at fungere. Vi øver os hver eneste dag og bliver bedre. Endnu mere af vores pige , der efter en uge var over fødselsvægt. Hun har lært så meget og hendes sutte teknik har udviklet sig i lynets hast. Så endte det alligevel med , at blive en naturlig ting, at hive madpakken frem og lægge hende til, når sulten melder sig!

Jeg krydser alt hvad jeg kan for, en lang og god ammeperiode for os begge. Hold nu op, hvor vi begge nyder, de øjeblikke sammen💕

Tak fordi du læste med🙏🏼

//Alexandra

SAGA 20 dage

We only live ones – live free!

Tillykke med fødselsdagen

Planlagt kejsersnit.

Mandag den 26 august 2019, kl 12:47. Kom vores længe ventede lillesøster Saga Annette til verden. En lille fin pige på 2835 gram og hele 48 cm 💕 kejsersnittet forløb sig fint og Saga klarede fødslen til UG. Glæden fyldte min krop og følelserne fløj omkring sig, da jeg fik hende i mine arme første gang. Forinden havde jeg mange tanker omkring , hvorvidt man nu kunne elske barn nr 2, ligesåmeget som barn nr 1. & DET KAN MAN!

Hun stjal mit hjerte med det samme! Wauu hvor er hun bare bedårende.

Efter kejsersnittet, på opvågningen kunne jeg mærke at jeg blev dårlig. Jeg blev forkvalmet , min puls steg og mit blodtryk faldt. Opvågnings personalet og vores jordmoder der havde været med hele dagen fra start, kaldte efter de læger der havde foretaget operationen. Min livmoder ville ikke trække sig sammen. Jeg fik 2 slags medicin, der skulle hjælpe den, med at trække sig sammen igen. Det hjalp dog ikke.

2 operation.

Efter ca en times forsøgen, med massage og tryg på min livmoder og alt i alt 2,2 liter blodtab. Blev jeg kørt på operationsbordet igen. Her nåede jeg lige at frygte, muligheden i ikke at vågne igen. Jeg delte mine tanker med lægerne, som lovede at det skulle jeg nok komme til. Denne gang var operationen under fuld narkose , ind samme ved som Saga kom ud . De åbnede samme sår igen, kiggede til min livmoder, lagde en Ballon op, der kunne holde Pres på det sår , der var kommet efter fødslen.

Saga & far

Alt i mens jeg blev opereret, havde Far , Saga nede på vores barselsstue. De fik sammen sovet en time eller 2. Hud mod hud. Saga klarede det så flot, uden behov for besøg på børne afdelingen , heldigvis 😊 og det gjorde faren selvfølgelig også – Tak min skat!

Storebror Kom på besøg om eftermiddagen , han blev simpelthen så glad og stolt – det var det mest livsbekræftende syn jeg i længe har set, hvor blev jeg dog rørt og varm om hjertet!

https://www.instagram.com/p/B1qvYAcnWof/?igshid=1xs4iivrjj1dn

Så blev jeg igen efter en hektisk dag – lige bekræftet i, at verden vender som den vil, når den vil. Det var noget af en overvældende oplevelse, hun er det hele værd ! Jeg er meget taknemmelig for min kæreste og vores Lille familie 💕

Tak fordi du læste med🙏🏼

//Alexandra

We only live ones – live free <3

Voksenliv & ADHD.

I vores samfund idag, er det mere normalt at blive udredt. Det sker som oftest når man er barn. Psykiatrien, samt læger og psykologer er langt bedre oplyst idag, end for blot 10 – 20 år siden. Samfundet har fået en større forståelse for, at voksne kan have uopdagede diagnoser og derfor bliver det ikke længere set ned på , på samme måde som det førhen har gjort.

Jeg har i mit sidste blog indlæg skrevet om da jeg blev udredt, det kan du læse mere om her ➡️Øvelse.

Uhensigtsmæssige handlinger

Det har haft en stor betydning for mig, at få en diagnose. Jeg følte ikke jeg havde behov for at få en diagnose, eller medicin der kunne forklare hvorfor jeg var anderledes, eller nok nærmere at jeg er anderledes. At jeg derfor har brug for noget medicin og nogle redskaber som kan give mig muligheden for at føle ting og mærke efter, inden jeg skrider til uhensigtsmæssige handlinger og inden jeg har nået at tænke over konsekvensen.

Det har givet ufatteligt meget mening, at blive udredt og ikke mindst at blive bevidst om, hvorfor jeg har nogle udfordringer. Men også at blive bevidst omkring hvad jeg selv kan gøre for, at lære at handle hensigtsmæssigt, trods de udfordringer jeg har.

Voksen udredning

Det sværeste ved at blive udredt så sent, har for mig været, at acceptere at ingen før har “lagt mærke til” at jeg havde brug for ekstra hjælp, til at klare nogle ting. Det kunne have givet mig nogle andre forudsætnintninger idag , hvis jeg tidligere havde fået redskaber til fx. At strukturere min dag. Og dermed have mere overskud til fx. Sociale fællesskaber. Det har været svært for mig At ingen har set nok på mig til at forstå, hvilke udfordringer  jeg havde som barn. Og endnu mere , at acceptere at jeg jo var anderledes, som andre så mig. Men at det ikke var fordi min far var død, eller at vi flyttede meget, eller at jeg var dårlig til at være mig selv, som jeg troede var grunden til, at de opfattede mig som anderledes.

Det betyder noget

Eller at årsagen var at jeg kom derfra hvor jeg gjorde. Men fordi min hjerne rent faktisk mangler tilstrækkelige mængder af dopamin og noradrenalin. At den derfor bliver forstyrret i dens opmærksomhed, i mine impulser eller min motoriske formåen. Som har betydning for måden hvorpå jeg indgår i samtaler. Men også at jeg bliver distraheret af alverdens ting. Lyde, lys, vinduer, mennesker, øjenkontakt osv. At jeg er virkelig dårlig til at finde ro og hvile samt at sidde stille længere tid af gangen.

Det har også betydning for min glemsomhed, hvis ikke min hverdag er strukturet til punkt og prikke ved brug af hjælpemidler i det daglige. Det kunne være min kalender, rutine, uendelige lister, kasser, vaner, madplaner osv.  Uden den hjælp til mig selv, så glemmer jeg simpelhen hvad jeg skal. Jeg glemmer at dække mine basale behov, såsom mad, at drikke mm.

Det at jeg let bliver afledt, har betydning i samtaler med venner , veninder, familie , trygge relationer, fordi jeg afbryder eller måske kan virke uinteresseret fordi jeg bliver optaget af noget andet undervejs.  Det har også betydning at jeg ikke når at tænke før jeg taler. At jeg derfor får sagt tingene ligeud og derved kan komme til at træde nogle over tæerne. Heldigvis kender de mig, acceptere mig og ved at jeg ikke er ligeglad eller uinteresseret, og at jeg ikke siger noget for at såre dem.

Utryghed

I det daglige er jeg allermest udfordret, i utrygge relationer. I sammenhænge , hvor jeg ikke er tryg. Altså offentlige tilholdssteder, fx. Skole , i supermarkedet , til fester osv. Her kan jeg have ekstremt svært ved at begrænse mine behov, for at færdiggøre andres sætninger, for at afbryde , for at kigge væk under samtale. Fordi jeg enten ikke længere kan holde øjenkontakt eller fordi jeg bliver distraheret af en flue der flyver forbi, eller en ukendt lyd. Det har haft den betydning at jeg i mange år har trukket mig fra det sociale og holdt på at mine nærmeste var nok.

Men med tiden er jeg blevet klogere på at jeg mangler mere næring og kontakt til andre mennesker, for at jeg kan udvikle mig mest muligt. Og det giver min medicin mig muligheden for at lære at være i. Til jer der kender mig, så giver det mening i forvejen og heldigvis acceptere i mig som jeg er uanset – tak for det. Til jer der ikke kender mig privat, så giver det måske mere et billede af, hvem jeg er og hvad jeg øver mig i 😉

Et velkommen

https://www.instagram.com/p/B1V2s3fDapg/?igshid=tlwmgowifrxk

Nu venter Lillesøster lige om hjørnet. 3 dage til hun melder hendes ankomst. I min graviditet har jeg ikke fået medicin – dette anbefales ikke og det er også gået fint uden, hormoner er også en god begrænsning for ADHD 😅 I fremtiden skal jeg starte igen, men vigtigst for mig nu er, at være der for min familie og mig selv, når jeg igen får lov til, at byde et barn velkommen og vi udvider vores familie <3

Du kan læse lidt mere om min graviditet her ➡️ Den søde ventetid

Det blev lidt langt , så Tak fordi du læste med🌸

// Alexandra

“We only live ones – live free “

Øvelse

Jeg har altid godt vidst at jeg have nogle udfordringer, som gjorde at jeg var anderledes. Men jeg har også altid i liv fundet ro i at være anderledes. Næsten ihverfald. Største delen af min barndom, brugte jeg hver dag på at være som andre. Jeg passede aldrig ind, uanset hvor vi befandt os. Jeg blev drillet og det var unægtelig svært for mig at sige fra. Derfor fulgte jeg strømmen og solgte mig selv og mine værdier for ingenting.

Som jeg er blevet ældre, efter jeg flyttede hjemmefra og skabte afstand til andres ønsker og behov, er jeg samtidigt blevet klogere på, hvem det er jeg er. Jeg blev klogere på hvilke værdier, der betyder noget for mig i mit liv. Også er jeg blevet klogere på, hvad det er for en slags mennesker jeg har brug for, for at være den bedste udgave af mig selv. Jeg har stadig meget at lærer og jeg glæder mig over at jeg har et helt liv til, at nå tingene i.

Psykolog og psykiater.

Kort efter jeg mistede min mor, blev jeg udredt ved en psykiater en rigtig dygtig en af slagsen. Han har flere års erfaring, som overlæge, som leder indenfor psykiatriens medicin rådgivning, som formand ved lægemiddelkomiteen. Men også kendt indenfor psykiatri, forskning og senest som speciallæge. Jeg traf beslutningen om udredning med min psykolog, som jeg på det tidspunkt, havde gået ved godt et halvt år. En psykolog der hjalp mig til at acceptere, at livet for mig havde været en rejse på godt og ondt. Hun hjalp mig til at forstå, at den baggrund jeg kom fra, ikke behøvede at danne baggrund for resten af mit voksne liv. Hun hjalp mig også til at få øje på, mine altid behov for at analysere andre og jeg selv.

Hun fik mig til at indse at jeg altid har brugt meget energi på, at aflæse alt og ingenting. Og at jeg altid har mærket efter, eller søgt efter farer. Hun gjorde mig også bevidst om, at man ikke behøvede at have et liv, hvor man følte man blev drevet af en uendelig motor, der gjorde det usansynligt svært for mig at slappe af. Mest af alt gav hun mig indblik i, hvad det gør ved et barns psyke, når barnet er nødsaget til at træde i en rolle, hvorpå det skal træffe voksne beslutninger, eller tage vare på voksne mennesker, fordi de er et sted i deres liv hvor, de ikke kan tage vare på deres børn eller andre.

Lille voksne.

Så jeg blev bekend med min lille voksne. Et lille selvstændigt menneske, der nemt kunne klare hverdagens basale ting. Men også et lille menneske, der kunne stå i modstand, som jeg ikke nødvendigvis havde behøvet. Man ved det jo godt, når man er voksen hvad der er rigtigt og forkert, jeg vidste det ikke dengang, det var normalt for min søster og jeg. Vi har været vandt til nogle andre vilkår, som der også i vores voksne liv har gjort, at vi har nogle nogle udfordringer, der gør det svært at håndtere en helt almindelig ting som for mig fx. at være til familie fest.

Eller bare i det hele taget at være social. Nu sagde min søster godt nok forleden dag, at jeg altid har haft det svært i sociale sammenhænge. Men jeg ser det særligt nu, efter jeg er blevet udredt, gennem samtaler og gennemgang af både barndomsliv og voksenliv. I den sammenhæng fik jeg fået nogle redskaber til, at håndtere mine udfordringer. Med min udredning og den medicin jeg fik, har jeg lært at se nye veje. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg i 25 år, havde ageret anderledes end andre.

Jeg troede det var vores baggrund, der ene og alene var årsagen til at jeg var som jeg var. Men jeg havde altså en diagnose, som også har betydning for, at jeg er som jeg er.

Denne diagnose og de udfordringer jeg har i min hverdag, gør at jeg hver dag øver mig i at skabe afstand til mine tidligere handlemønstre. jeg øver mig i at hvile i mig selv og finde ro. Selvom jeg har følelsen af at være drevet af en motor. Det gør også at jeg øver mig i at udfordre mig selv i, at mestre nogle ting som kan være svært for mig, fx. at være i ukendte sociale sammenhænge og stadig have det godt i det øjeblik.

Øver du sig også i at blive bedre til noget?

Fortsættelse følger.

Du kan læse mere om da jeg mistede min mor her ➡️ https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/15/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok/

& så kan du læse lidt mere om min familie her ➡️ https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/08/11/vaelg-din-familie/

Tak fordi du læste med 🙏🏼

//Alexandra

“We only live ones – live free”