Jeg vil gerne med dig hjem

 

https://www.instagram.com/p/B0lG8sUnRXH/?igshid=102ttvfsrqeyp

Shawn skulle i den her uge opstarte i SFO igen efter 3 ugers ferie. Mandag holdte han dog fri, fordi vi søndag kom sent hjem fra Baagø. Vi havde været på overnatning ved Nikolajs søster, mand og deres børn, der er jævnaldrende med Shawn, iøvrigt en super dejlig tur ❤️

Nå men jeg er that kind of mom. Moren som tror på at faste rammer og struktur skaber mulighed for, at ens børn kan rumme mere. Her tænker jeg når de er i institution, samt andre sammenhænge hvor dagsordnen kan ændres fra øjeblik til øjeblik. Jeg tror Også på at forberedelse, skaber tryghed til at mestre mere når de udfordres, fordi de har en ide om hvad der skal ske. Jeg tror ihvertfald på, at det giver min søn de bedste muligheder for trivsel, udvikling og læring. Herhjemme har vi samme “dagsorden” næsten uanset hverdag eller weekend. Jeg tror på at det skaber balance i børn, at de ved hvornår de skal hvad. Samtidigt med at de ved, hvornår der er rum til at de kan det, de gerne vil.

Vi kan noget ham og jeg.

En af de positive oplevelser jeg har med min søn er, at vi ikke behøver at forhandle ting, der er en fast del af hans struktur. Det giver mig mulighed for at være den bedste udgave af mig selv, overfor ham. Vi behøver ikke bruge en masse tid på, at diskutere hvorfor han skal det han skal. Og nej vi forhandler selvfølgelig også , om en eller 2 is , om fredags bom på en onsdag osv. Men vi forhandler ikke om hvorfor han skal have børstet tænder. Eller hvornår han skal, for det er bare sådan det er og han ved det.

Han kan protestere, det kan jeg også. Det nemmeste for mig er at tælle til 3. Eller ihvertfald at begynde, for 3 når jeg aldrig til. Det gjorde jeg engang, der kom han på værelset og så kunne han komme igen, når han var klar. Livet bliver meget lettere med børn der trives og børn der ved hvad de skal. Når jeg ser på mit barn, så ved jeg hvad jeg synes er rigtigt for ham og ikke mindst for mig selv.

Det er fordi du er pædagog.

Andre vil referere til at jeg bare er Pædagog . En pædagog der har læst noget litteratur, som jeg har formet mit barn udfra. Det hører jeg ofte…. Og ganske rigtigt har jeg læst og oplevet meget igennem min uddannelse. Men det vigtigste for mig som mor er, at jeg har mine værdier med mig. Ligesom det mest vigtige for mig uanset om jeg er hjemme eller ude er. At jeg er mig selv ! Med alt hvad det indebærer. Jeg brænder fingrene ofte både hjemme og ude. Omkring min søn, og på arbejde. Det vil jeg hellere end at være i tvivl om , om jeg gør det rigtige overfor mit barn og overfor mig selv!

Idag var et af de øjeblikke, hvor min søn slet ikke magtede at han skulle være i SFO. Han var der igår. Der var ikke mange af hans venner og dagen ligner ikke den normale dag, som han har været vandt til. Med førskole og efterfølgende en time i SFO. Jeg fortæller mig selv at jeg kender ham og at det er det der sker. Det gjorde det umuligt at aflevere ham. Min samvittighed kunne ikke klare det. Jeg skulle bare i banken og handle og han kunne jo komme med! Normalt ville jeg holde på, at han skulle afsted, fordi jeg skal noget andet.

Jeg vil gerne med dig hjem.

Men idag , klyngede han sig op af mig. Omklamrede mig og kunne ikke fortælle hvad han gerne ville lave. Der var ingen voksne han var tryg ved. Det han sagde var “Jeg vil gerne med dig hjem”. Også stod jeg der, i irritation og dårlig samvittighed og tænkte, det kan bare ikke passe. Men selvfølgelig ville han med mig hjem. Jeg tror på at børn ikke er trælse fordi de gerne vil være det, men fordi de ikke ved bedre.

Shawn kunne ikke magte at være dernede og jeg tog ham med hjem. Med tanken om at det kommer til at give bagslag gange 100, næste gang han ikke vil være i SFO. Men så vil jeg hellere tage kampen en anden dag. Hvor jeg ikke har samme mulighed for, lige at tage ham med hjem.<3 han er jo mit et & alt. Nu holder vi ferie resten af ugen. Også prøver vi igen på mandag, hvor flere af hans venner, forhåbenligt er tilbage 🤞🏼😊

Jeg kan umuligt være den eneste mor med denne oplevelse🙈?

Tak fordi du læste med.

“We only live ones – live free”

\\ Alexandra

Hvornår har man sagt farvel nok – del 2.

Hvornår har man sagt farvel nok – del 2.

Forleden udgav jeg et indlæg omkring min mor og hendes sygdom – det kan du læse mere om her: https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/28/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok/

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1480454882081431&set=pb.100003508010082.-2207520000.1564865850.&type=3&theater
Intensiv og meget dårlig.

Den 9 februar ringede de fra lungeafdelingen T1 på OUH med besked om at mor pludselig var blevet meget dårlig. Hun var derfor blevet overflyttet til Intensiv afdeling Vita, hvor hun formentlig skulle lægges i respiration, pga kraftig nedsat lungekapacitet. Min søster og jeg kørte til Odense omgående, og da vi ankom var ventetiden ufattelig lang pga. diverse undersøgelser. Disse for at fastslå hvad der var sket, siden hun ikke længere selv kunne trække vejret godt nok uden hjælp.

Vi fik lov til at besøge hende halvanden times tid senere. Lægen fortalte at hendes infektionstal var sky højt, så de havde igangsat hende i en stærkere antibiotisk behandling. Formentligt havde hun herudover fået en blodprop i den ene lunge. Grundet dette, fik hun hjælp til vejrtrækningen gennem en respirationsmaske og denne kunne godt se lidt voldsom ud. I tilfælde af situationen forværredes, skulle hun i respirator. Da jeg kommer ind til hende, ligger hun i sengen. Hun så angst ud og kæmpede virkelig for at trække vejret, hun forsøgte dog at smile. Man kunne se i hendes øjne, at hun virkelig ikke havde det godt.

4 gange respiratior:

Hendes tilstand forværrende sig 4 gange, 4 gange lå hun flere dage af gangen i respirator. 4 gange var vi til lægesamtaler med overlæger, fordi nu var det nu, at hun ikke længere kunne klare mere. Nu var det nu vi skulle forbedrede os på at det var sidste gang vi så hende. Jeg ringede på afdelingen hver dag, for at hører til hvordan det gik. For hverdag der gik, glædede man sig til at se hende og hendes forbedringer. Turen derover gik som en leg. For et hvert farvel blev det hårdere at gå og hele vejen hjem var ubeskrivelig lang og fyldt med følelser af afmagt, vrede og tristhed.

Alligevel forsøgte vi at motivere hende når vi kom. Vi forsøgte at overtale hende til, at hun skulle kæmpe for at komme med hjem, til trods for hun faktisk sagde at det gad hun ikke. Alligevel talte vi hende i munden og glemte at lytte og alligevel kom jeg til at agere som omsorgsperson og fagligt klogere. Fordi jeg fra mit dybeste ønskede hende det bedste og glemte måske at mennesket der lå i sengen var min mor.

En måned på intensiv.

Jeg var på besøg ved hende den 9 marts hele dagen. En måned med utallige af undersøgelser, en måned hvor hun gik fra at være Annette. Stædige Annette til at være Annette der intet selv kunne, dog stadig hende selv. Det var en dag som flere andre derovre. Hun havde en god periode trods alt, hun var livet lidt op og hun virkede til at være ved godt mod. Trods uroen og maskinerne omkring hende, som gjorde hende lidt forvirret. Jeg fortalte hende at jeg var nød til at holde weekend med Shawn.

Han havde i en måned været i at hans mor var kørt i tide og utide fordi mormors tilstand havde forandret sig. Nu kunne min samvittighed ikke længere bærer, at vi manglede kvalitetstid ham og jeg. Hun nikkede og forstod at jeg ikke kom før søndag. Hun kunne ikke snakke grundet respiratoren. Jeg sagde som altid, jeg ønsker at få dig med hjem. Jeg elsker dig, det ved du. Jeg ændrede dog slutningen til:

“Du skal kun kæmpe for din skyld, hvis du ikke vil kæmpe mere, så er det okay. Du er den sejeste jeg kender, du har kæmpet så godt, vejen endnu er lang. Jeg er voksen og jeg passer på min søster, sammen er vi stærkest. Jeg ved du siger far tager i mod dig, så hvis det er det du ønsker, så skal du tage afsted”

Ikke når jeg har pigerne

Mor holdte ALTID ud pga. pigerne. Altså min søster og jeg – os efternølere. Hvergang mor skulle noget, kunne hun ikke fordi hun havde os. Og nu skulle hun vide, at hvis hun ikke længere kunne mere, så var det okay at sige farvel. Jeg græd hele vejen hjem. Jeg fortalte min søster hvad jeg havde sagt til hende. Hende og min mors mand, skulle besøge mor om lørdagen, hvor hun også fortalte, at det var okay at hun tog afsted, at hun sagde farvel.

Søndag morgen 08.20 ringede de fra Vita – OUH , mors tilstand var kritisk og vi skulle komme hurtigt. Jeg skulle have Shawn afsat – Nikolaj kom. Jeg fik ringet rundt og sendt familien afsted, efterfølgende ud efter min ældste søster og afsted det gik. Undervejs var vejret dårligt. Himlen rørte næsten jorden af tåge, vi kunne intet se. Jeg sagde til min søster, hvis der er en dag hun tager afsted så er det idag, når himlen falder. Vi ankommer til sygehuset modtagende af 2 af mine søskende, der grædende fortæller, at mor ikke længere er hos os.

Sammen går vi derind, verden stod stille. Jeg græd højlydt. I skulle have ringet før, hvorfor trækker hun ikke vejret. Men tilbage kom hun ikke, kun hendes mand nåede at sige farvel.

Dagens sidste farvel

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1473529049440681&set=a.321950194598578&type=3&theater

Tak fordi du læste med.

“We only live ones – Live Free”

//Alexandra

Om at være både Mor og Far


 

En stor del af mig, er formet af at være barn nr 5, den sidste i rækken af 5 piger. Min ældste søster er 16 år ældre end mig. Det svarer næsten til 2 generationer – og det er nemt at mærke i vores relation. Min mor var gift med mine søskendes far og da de var små, besluttede min mor at hun ikke længere ville være sammen med ham. Det er idag meget normalt – dengang ikke så meget, men det stoppede dem ikke.

“Ven af huset

Min mor mødte nogle år senere en 18 årig gut , der arbejdede på et mekaniker værksted, der lå i forlængelse af det hus hun havde lejet. Han var 10 år ældre end min ældste søster og 10 år yngre end min mor. Han var en spøjs slank gut, med humor af en anden verden , med let til smil og en kæk personlighed. Til at starte med, var han ven af huset. Han spiste med når aftenerne i værkstedet blev sene og med tiden udviklede det sig til at han kunne kigge efter pigerne, hvis mor skulle noget.

Mor & far

https://www.instagram.com/p/Bmp2_cXnymB/?igshid=3w5aptc096zg

Tiden gik og han fulgte med. Alex hed han. Tiden han brugte med familien og min mor betød, at de udviklede følelser for hinanden. Nogle år senere, købte de en gammel skole, som de ville renovere. Mor blev gravid i 1990 med min søster, som de fik midt i renoverings processen. Min far arbejde som altid, hvis ikke i huset så på hans arbejde. Det havde sidenhen ændret sig fra en mekaniker stilling, til nu at være ved Lindab, hvor han lavede porte.

“Er han syg?”

Selvom han var ung, så gik han ind til mine 3 søskende. Han gav hvad han kunne og betragtede dem som en del af ham. I 1991 blev min mor, gravid med mig. De havde i årene forinden mistet 2 drengebørn, så min far var påpasselig med, at min mor ikke skulle overanstrenge sig. De havde 2 biler, hvoraf far 3 uger forinden havde været kørt galt i den ene.

Det blev januar 1992, mor var 5 måneder inde i hendes graviditet og far skulle på arbejde, han mødte kl 07. Han lod bilen stå, hvis der nu skulle ske noget hjemme hvor mor skulle bruge bilen. Han tog istedet hans vej crosser trods sne og is. Efter mødetid, ringede hans chef til mor og spurgte om han var syg. Mor forsikrede ham for at han var kørt på arbejde som normalt – han var aldrig syg.

2 mænd stod udeforan døren

Chefen sagde at han kunne være i den anden hal, det ville han følge op på og vende tilbage.

Kl. 11. Bankede det på døren – 2 politimænd iklædt uniform, stod foran mor da hun åbnede døren. De bad hende følge med, da de havde fundet en mand som hun skulle med på sygehuset for at identificere, hun fulgte med. Og der lå han så, min far. Han havde været ude for en ulykke. En ulykke hvori han blev dræbt, 25 år gammel. Verden væltede for min mor og familien. Hun stod nu selv med 4 piger, gravid med den 5. Uden mand og snart uden hjem. Min farfar, lod hende flytte fra hus og hjem, da far døde.

Min søster & jeg
Det har fulgt mig i årevis:

Jeg har brugt mange år på at forstå, hvorfor det var vores familie, der skulle rammes af dette tab. Hvordan verden gik videre og hun fortsatte med at være mor – og far for hendes piger. Jeg er vokset op med, at håbe på at han ville komme hjem igen, trods kirkegården blev introduceret for os i en tidlig alder så forstod jeg det ikke. Selv da jeg startede i skole, kunne jeg ikke forstå at nogle børn blev hentet af en mand som de kaldte far, når vi ikke blev. Mor gjorde hendes bedste, hun havde svært ved at tale om det pga savnet og ikke mindst fordi hun hverdag så på hans piger, der blev større og uden at vi var klar over det, så mindede vi hende om ham.

Mobning:

Det har fulgt mig i årevis – altid , at jeg ingen far havde, det har sat sine fodspor i mig at jeg ikke vidste hvem han var, eller hvor jeg kom fra. Jeg er blevet drillet vejen igennem folkeskolen med, at min far var død. Modbydelige uvidne unger, der kan finde på at være sådan. Jeg skulle lige have været voksen dengang.

We only live ones – live free

Tak fordi du læste med 🙏🏼

\\ Alexandra

Det der sommerferie

Eller for vores vedkommende #staycation. Vi var på sommerferie i juni i Tyrkiet, og derfor bruger vi sommer ugerne herhjemme.

For Guds skyld hvor jeg dog elsker mit barn, for alt hvad han er og alt hvad han kan.

Han har haft fri fra SFO, uge 28, 29 og denne uge 30. I uge 29 var han på den årlige sommerferie ved hans far.

De andre uger har det været en fornøjelse at have ham hjemme. Jeg har nok i gennemsnit set ham lave saltoer på trampolinen 200 gange. Han har endelig lært at lande på benene 😀

Nu er jeg altså også bare nået dertil, hvor jeg lyver hvis jeg siger at jeg ikke glæder mig til Mandag. Der kan han igen komme afsted et par timer i SFO. Lige børn leger bedst. Thank you god for at det er fredag og at der kommer et andet voksent menneske hjem fra arbejde. Ham ser jeg bare alt for lidt vs. At vi bor i samme hus.

BEGRÆNSNINGER

Nå men Jeg er på barsel nu. Jeg går hjemme, så han kunne reelt godt have sommerferie til den 12 august. Der starter han i skole, det er lige om lidt og det er så vildt! 😱 Men jeg er simpelthen bare lige ved at smelte i varmen og i alle mine graviditetsbegrænsninger. Jeg vil så gerne lave en masse med ham hver dag, men jeg må bare erkende at det ikke er realistisk.

Vi var i http://www.dinoslegeland.dk sidste dag med hans kusine og min søster – og jeg 🐳 kunne ikke klatre rundt i tårnene eller springe på trampolinen som jeg plejer. Jeg er nu i uge 35 og må erkende at jeg er blevet for rund og i unægtelig dårlig form. Så kunne man tage i http://www.legoland.dk i 40 graders varme , og vente hele dagen i kø og tvinge ham til at opholde sig i aktiviteter hans mor kan klare. Det er måske bare heller ikke lige sagen, for en dreng på 6år.

Og så går den ene dag og den næste også – i selvskab med en krudtugle der flyver rundt i sofaen , og alle steder han kan komme til fordi hans fede mor ikke kan følge med. Og ikke nok med det består hans stillesiddende aktiviteter af Fortnine og Minecraft. Ej her slår mine mor superkræfter til 🤦🏽‍♀️.

DOVENLAS

Jeg er også mere typen ligenu der ville give meget for en middagslur. Litervis af is , koldt frugt og ikke mindst billige romkugler. Allervigtigst et ophold foran en blæser , men det er bare op af bakke , når ens dreng har ferie.

Jeg kan umuligt være den eneste Mor til et drengebarn , der sommetider føler sig på udebane og deraf kommer til at føle sig utilstrækkelig ? 🤞🏼

Tak fordi du læste med 🙂

“We only live ones – live free”

// Alexandra

Tyrkiet

Vi var udenlands på ferie 10 dage i Tyrkiet tilbage i Juni. Vi valgte at rejse tidligt i år, pga min graviditet af frygt for om det nu også blev for varmt senere på året. Vi havde nogle super dejlige dage dernede, vejret var perfekt også for gravide – 28-32 grader og en dag med regnvejr

RUSSERE OVERALT!

Vi rejste med https://www.mixxtravel.dk/hotel/kemal-bay-hotel, et rejseselvskab som vi før har rejst med og gangen forinden levede dette op til vores forventninger. Desværre havde vi iår valgt et hotel ⬆️ et par km fra Alanya Tyrkiet, hvorpå der boede 95% russere. De forstår sig hverken på køkultur, opdragelse eller hvad der minder om pli, de ville først til alt og de kunne høres allesteder. Derudover talte personalet på hotellet russisk og ikke engelsk og alt underholdning foregik også på russisk. Dette gjorde at der var en masse støj hverdag under underholdning. Vi oplevede flere aftener hvor russerne festede til langt ud på natten og dette ødelagde desværre vores søvn.

Udover de trælse russere var Dagene fyldt med kvalitetstid, gåture , god mad, bazar, spil, middagshvil, pool og afslapning. Vi passede lidt os selv og fik en dejlig ferie ud af det trods alt. Vi havde Shawns søster med (fra hans fars side) efter aftale med hendes mor og deres far.  De sponsorede hendes del af rejsen, men vi havde fornøjelsen af opholdet med hende.

I Shawns 6 leveår , har ham og han søster set hinanden hver anden weekend, samt i gennemsnit en uges ferie om året ved deres far. Det er derfor vigtigt, for mig at de har mulighed for at tage del i hinandens liv. Selv har hans søster været en del af mit liv fra hun var 14 måneder fast og 3,5år frem. Efter hendes far og jeg gik fra hinanden, da min søn var 13 måneder , har vi holdt kontakten. Idag er hun 10 år og hun betyder meget for både min søn og jeg.

TAKNEMMELIG<3

Tænk engang hvor fantastisk en kæreste jeg har , der ikke kun har taget min søn til sig, som var det hans egen, så gav han også plads til , at Shawns søster kunne komme med  til Tyrkiet og det allerbedste var , at der ikke var forskel <3

Jeg er nysgerrig anlagt, og ønsker at skabe muligheder , når jeg selv er ideforladt – Andre med delebørn? der går et ekstra skridt for deres søskende, så de har mulighed for at bibeholde deres relation? Hvis ja , hvad bidrager du med eller hvad laver i sammen ?😊

 

Lidt billeder fra ferien:

“We only live ones – live free”

 

Tak Fordi du læste med🙏🏼

\\ Alexandra

Læs mere om vores sommer hjemme her:

https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/26/det-der-sommerferie/:

So far so good, hvorfor blogge?

Selvom der findes alverdens blogge, med indblik i tusindende forskellige personligheders liv. Så har jeg besluttet at jeg ikke vil snyde mig selv for muligheden i at give jer et indblik i en bid af vores hverdag. Altså en hverdag som mange andres. Vores bestående af dagligdagens finurlige sammensætninger af kærlighed, grin, pligter, oplevelser og gøremål der danner rammen for vores sammenbragte familieliv.

LIDT OM OS:

Min familie består af min søn Shawn Leander på 6 år, som jeg har medbragt fra mit tidligere forhold. Herudover min kæreste Nikolaj på 28 år , som jeg igennem de sidste 5 år har delt op og nedture med. Ihvertfald nok igennemsnit 3 år ud af de 5 , den historie får i en anden gang . Vores hund Morgan og kaninen Plet. Sammen venter Nikolaj og Jeg en pige med ankomst dato den 26 august. Hvad tid hun melder sin ankomst ved jeg ikke endnu – men jeg modtager den formentligt om 3 ,5 ugers tid på eboks.

Selv hedder jeg Alexandra, jeg er 27 år, uddannet pædagog i 2018. Jeg er et bredt menneske. Forstået på den måde at jeg indeholder alverdens bedst tænkelige hensigter, ideer, handlemønstre, kreative øjeblikke. Jeg arbejder hver dag på, at finde vejen til mit eget jeg, efter jeg i Marts 2018 mistede rødderne til mit barndomshjem. Da jeg sagde farvel til min mor efter overvindelsen af lungekræft. Hun tabte kampen til efter komplikationer efter et langt og sejt intensivt forløb på OUH.

UDFORDRINGER:

I samråd med min psykolog blev jeg klogere på sorgen, på at samle mig selv når Mit barn på 5 år forventede at han kunne regne med hans mor. Samt at lære at finde balancen i, at fortsætte livet som flyver forbi trods sårede følelser, vrede og afmagt. Undervejs som jeg gennemlevede en tur tilbage til barndommen mødte jeg “den lille voksne” og mine sår på sjælen. Og i Maj 2018 fik jeg diagnosen ADHD. Siden hen og stadigvæk øver jeg mig i at skabe balance mellem det at være og at lærer at leve livet med nye øjne på tilværelsen. Herudover forsøger jeg at skabe en bredere forståelse for mine særheder og hvor disse kommer fra.

Hvorfor http://www.momster.dk?

Jeg har valgt at jeg vil blogge ligenetop herinde, fordi jeg selv har fulgt med over længere tid og jeg er helt vild med ideen om at siden her går fra en mor til en anden og viser flere bud på det hele billede af det at være, for det er helt kun os selv, der kan definere , hvem vi er og hvad det er der er vigtigt for ligenetop os.

Følg endelig med på ikke kun min – men vores rejse til alt hvad livet må byde på af udfordringer og uperfekte øjeblikke 😊

Læs lidt mere om Bloggen her :

https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/om-bloggen/

“We only live ones – live free”

Tak fordi du læste med.

-Alexandra

Shawn, Nikolaj & jegj // Alexandrabonielsen

Hvornår har man sagt farvel nok?

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1469287786531474&set=pb.100003508010082.-2207520000.1564865852.&type=3&theater

Del 1.

For at tingene skal give mening og for at jer der ikke kender til min historie får et billede af hvordan min verden nogle gange er sort / hvid. Så får i ligesom fortællingen af min far igår – idag fortællingen om, hvad der for mig har været den værste oplevelse i mit liv – da mor fik kræft.

“Det sker kun for naboen….”

“ hvornår har man sagt farvel nok? Mærket nok, smilt nok, talt nok sammen, motiveret nok, nusset nok, holdt nok i hånden, duftet nok, givet omsorg og kærlighed nok? Smerte og savn, Klump i halsen, ulækker fornemmelse i kroppen !! …”

https://www.instagram.com/p/BgO58QglsiM/?igshid=1sehqkbelhr1y&fbclid=IwAR1cQnHN9U7LTpT6Dd2nVI1W6WgHD4Ts49ond7SwW5_vIeAe8T4axeUearM

Min mor havde i November 2017 fået en udposning, på hendes ribben og hun blev derefter videresendt af egen læge til yderligere udredning. Hun fik i December 2017, konstateret lunge kræft. Med det fulgte der et helt pakkeforløb på OUH, samt Sønderborg sygehus. Et forløb der indeholdte en række undersøgelser, for at lokalisere hvor kræften sad og hvad der skulle tilbydes af videre behandling.

Vi sidder samme dag som hun har fået svar på hendes prøver, på vores lokale kro og får en enkelt øl. Et sted som hun iøvrigt holdte meget af at komme. Her snakker vi situationen igennem og hun fortæller mig at hun har levet det liv hun gerne ville og nået mere end de fleste.

Han ville tage i mod hende.

Hun havde fået 5 dejlige forskellige piger, 11 fantastiske børnebørn. Hun havde haft 10 gode år med hendes mand, som havde indeholdt ting hun holdte særligt af. Hvis hun ikke overlevede kræften, vidste hun at vores far som hun mistede da hun var gravid med mig, ville vente på den anden side. Det kan du læse mere om her:https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/27/om-at-vaere-baade-mor-og-far/ Hun mente han ville tage i mod hende med åbne arme. Hun var iøvrigt også troende på mere end himmel og jord. Heldigvis i denne situation, da dette gav hende ro.

Efter flere undersøgelser blev hun den 22 december opereret første gang, i højre lunge. Her fik hun fjernet den nederste del af lungen. Forinden 1 operation lavede man flere undersøgelser og fandt mere kræft, dog i venstre lunge.

Mor var meget påståelig og til trods for hendes alvorlige sygdom, havde hun et ønske om at blive opereret hurtigst muligt efter 1 operation. Lungetestene efter operationen var fine, så næste operation var mulig. Kort efter, den 18 januar, 3 dage efter jeg bestod min Professions bachelor i Pædagogik – hvor hun iøvrigt deltog. Blev hun igen opereret i venstre lunge og fik fjernet det nederste af denne.

“Det sygdom skulle bare overvindes, så hun kunne komme videre”

Efterfølgende havde vi nogle rigtig gode dage. Mor havde højt humør og var glad for at kræften nu var væk. Vi besøgte hende dagligt, vi grinte sammen, snakkede om alverdens, bla. hvilken suppe jeg skulle forberede til hendes hjemkomst. Fordi de på lungeafdelingen mente at hun skulle fedes lidt op igen, når appetitten kom tilbage. Vi var måske ikke gode nok til, at se virkeligheden i øjnene..

Ja for at det ikke skal være løgn, så oprettede jeg en Lotto profil til hende den dag. For nu hvor sygdommen havde ramt hende, så måtte hun jo have held i spil. Når man tænker tilbage på det nu, så føles det som om det måske var måden hvorpå hun overlevede det psykisk. At hun kunne grine lidt af noget andet, når virkeligheden gjorde for ondt.

Fortsættelse følger ..

Del 2: http://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/30/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok-del-2/

“We only live ones – live free”

Tak fordi du læste med.

//Alexandra