At have sig selv med

Nyt familie medlem

Det er en kæmpe omvæltning at byde et nyt barn velkommen. Særligt første gang hvor alt er fremmed, man er usikker , uvidende, spændt, forsigtig osv. Jeg tænkte jeg ville tage det i stiv arm, denne gang når lillesøster meldte sin ankomst. Fordi vi jo i forvejen har Shawn. Jeg tog fejl, måske ligger det bare til mig , ikke at stole på min egen dømmekraft. Måske er jeg bare bedre forestiller end virkelighedsbedømmer. WHO knows. En ting har jeg lært , jeg har stået i følelsen af usikkerhed , utilstrækkelighed, uvidenhed og afmagt. Ingen børn er ens og alligevel har jeg fået et barn, som minder frygtelig meget om hendes storebror. Vi har konstateret, at det må komme fra moren, nu hvor mine børn ikke har samme far. Øv!

Når det så er sagt, så er jeg også blevet klogere siden første barn; heldigvis. Jeg sparer mig selv for nogle kampe , jeg har nogle guld kort med i posen af erfaring og måske begår jeg igen nogle af de samme nemme træk. Men man gør jo hvad man kan, når man skal. Og Shawn er jo, synes jeg selv blevet en dejlig dreng, med god personlighed , en vis mængde balance og langt bedre sociale evner ens hans mor, så noget må jeg gøre rigtigt.

Amning

Når det kommer til amning, så har jeg nu i 8 uger gjort hvad jeg kunne for at det skulle lykkedes. Jeg er græde færdig og følelses mæssigt slet ikke okay med, at jeg ikke kan få det til at fungere. Saga blev ammet 5 uger fuldt og sidenhen har jeg suppleret. Jeg har lagt hende til. Malket ud. Tilbudt flaske efter. Brugt suppleringssystem / lact aid. Det er super smart : det kan du læse om her ➡️ https://www.ammenet.dk/wiki/suppleringssystemer

Kørt rent flaske med mme, pumpet ved siden af , frosset ned. Kørt rent modermælk i flaske , og skiftet ind i mellem løsningerne. Så har lillepigen vist interesse for brystet. Så ikke alligevel og forfra.

Mad & drikke

Dagsordnen blev hurtigt presset. Jeg er ekseptionelt god til at behovsudsætte. Der er mange ting jeg bliver afledt af, før jeg egentligt når at bemærke, at jeg måske ikke har spist mere end et måltid , eller drukket alt for lidt. Dele der også påvirker amningen. Når jeg så blev opmærksom på det. Drak jeg den ene hvidtøl efter den anden. Drak amme the. Spiste mælkebombe , hvilket iøvrigt er ret lækkert og nu en fast morgenrutine. Og alligevel ville min mælke produktion ikke som jeg ville, og iøvrigt ej heller mit barn. Hele situationen omkring amningen har ledt en træls følelse af ingen pause med sig. En følelse jeg ikke bryder mig om at være i, fordi det betyder at min dag er fyldt sådan ud, at jeg ikke fik mærket nok efter.

Stresset

View this post on Instagram

Jaja det kunne da være fantastisk hvis alt flaskede sig og baby bare sov uden uro og mavekneb, det vil alle nybagte forældre ønske sig . Det er bare ikke vores virkelighed , idag! Jeg har brugt dagen på at lege Maren malkeko, med et barn hængende i mit bryst siden formiddag, herefter faldt hun endelig i søvn i viklen, og nu har jeg ikke sat ned i 2,5 time – men hvem tæller 😂 i det mindste har jeg været i bad til morgen og nu er vasketøjet ordnet!🤞🏼 . . . #mavekneb #mitkærebarn #lillemenneske #uro #utilfredshed #nyfødt #16dagegammel #viklebaby #babywrap #sagaminsaga #smukkebarn #elskerdig #morliv #momsterliv #etstrejfafuperfekt #normalt #morgengrim #udenmakeup #barebabytrives #amning #friamning #augustbaby

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

Jeg nåede ikke at mærke roen, nuet, kærligheden, oplevelsen af at være. I virkeligheden blev jeg stresset over alle de gange jeg ikke nåede at malke ud , som jeg havde sat mig for at jeg ville. Eller at jeg ikke kunne spise et måltid uden baby på armen og en storebror der samtidigt gerne ville have læst bog. Og ja , sådan er livet som mor til to. Det fandt jeg hurtigt ud af! Respekt til de seje mødre derude, der honorere junglen af krav i en børnefamilie og samtidigt ser udhvilede ud. Shawn er 6 år . Thank you god ! Jeg var flyttet hjemmefra hvis han var 2 år og skulle aktiveres hvert øjeblik.

Hvor blev jeg af ?

Jeg sidder med en følelse af at jeg forsvandt i forløbet. Jeg ønsker så inderligt at jeg kan mætte mit barn ved mig, uden flaske og mme. Jeg har stået lodret , normalt ville folk nok sige lagt vandret . Men det kan jeg ikke just prale af at jeg har. Jeg har læst og læst for at finde mulige løsninger , afprøvet hvad jeg selv kunne komme på. Været i dialog med en ammevejleder og glemt mig selv.

Jeg har altid prioriteret mig selv. At spise godt . Være soigneret og god til at give mig selv pause. Igår besluttede jeg mig for at det var sidste gang jeg malkede ud. Jeg skal ikke glemme mig selv og min familie, og banke mig selv i hovedet over ikke at være god nok. Det skær stadig i mit hjerte, mon jeg fortryder? Hvorfor skal det være så skide svært at slippe….

Og samvittigheden – jeg ved godt en god mor ikke sidder i brysterne. Jeg havde bare sådan glædet mig til, at give os, mig selv den oplevelse. Og måske undervejs i min graviditet glemt at være realistisk omkring muligheden i at det ikke ville lykkedes. Nu har jeg taget en beslutning ud fra en konklusion om at amningen ikke fungere. Saga er nu flaskebarn . Om jeg vil det eller ej!🤦🏽‍♀️

Jeg ved egentligt ikke hvor jeg vil hen med dette skriv, men måske det skaber lidt afstand at få det skrevet ned og lagt væk. 🙂 måske nogle kender følelserne ?

Du kan i mit sidste post læse lidt mere om , hvad der ellers fylder herhjemme om aftenen oveni det ræs vi har haft omkring amningen ➡️ Uendelig gråd

Tak fordi du læste med 💕// Alexandra

We only live ones – live free

Uendelig gråd

Kolik barn

Langvarige skrigeture hos et spædbarn, som ikke forsvinder hvis barnet får tilbudt mad, skiftet ble eller bliver trøstet, kaldes spædbarnskolik. Hvert tiende barn får kolik. Kolik forsvinder som regel, når barnet er omkring 3 måneder gammelt. Der findes ingen forklaring på kolik og tilstanden kan ikke behandles. 

http://www.sygeboern.dk/sygdom/kolikBørn der oftest græder 3 timer om dagen eller mere, kategoriseres som som kolikbørn.

Det var den besked jeg fik, da vi var til 5 ugers undersøgelse og jeg i al utilstrækkelighed spurgte lægen til råds. Vores kære Saga , græder ustandseligt hver eneste aften. Man skulle tro at barnet kan klokken, for det er omkring samme tid hver eneste dag, at skrigeriet starter. Vi runder kl 19 plus minus og på en god dag er hun stoppet inden kl 23!

Uanset hvad vi gør , eller tilbyder hende , så græder hun. Oftest ligner hun en der har ondt i maven, hun presser, laver flitsbue , krummer sig sammen og falder til ro ved baby massage og Eller Cyklen med benene. Kort pause også starter vi forfra! Jeg ved ikke helt om jeg tror på titlen kolik barn. Ondt i maven barn. Eller for meget stimuli barn. Men noget er der galt.

Utilstrækkeligheden er ulidelig. Mit moderhjerte runger af dårlig samvittighed og afmagt, for jeg som burde kunne stille noget op, kan ej heller gøre noget godt nok til at det lille menneske finder ro!

Nu har vi forsøgt os med anden modermælkserstatning , i håb om det vil hjælpe. Derudover er vi i samråd med lægevagten i lørdags, opstartet på movicol efter manglende bleer med aff. Så håber vi at hendes lille mave kan få ro.

Du kan læse mere om vores ammeforløb her ➡️ Ammestatus

Nogle gode fifs til baby der er utrøstelig?

Tak fordi du læste med 😊

//Alexandra

View this post on Instagram

Vi har nogle lange dage herhjemme for tiden, med mavekneb! Vi supplere med flaske , fordi lillesøster ikke kan blive mæt ved hendes mor længere. Jeg banker mig selv oveni knolden af frustration, for jeg vil jo gerne kunne give mit barn og jeg selv den oplevelse af , at kunne amme så længe som muligt ! Øv hvor er det bare træls at være i for os begge🤦🏽‍♀️ en god mor sidder ikke i brysterne, det ved jeg. Men vi nød jo begge nærværet , roen og mælkekomaen. Nå men vi gør hvad vi kan for det måske lykkedes , resten kommer vel med tiden , eller hvad ? 🤞🏼🤞🏼 . . . #tabu #jegvilosseamme #nederen #marenmalkeko #amning #øv #babygirl #sagaminsaga #lillesøster #mavekneb #kiropraktor #mælkebombe #masserefødder #cyklermedben #flaskebarn #irriterende #frustrende #ønskeamning

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

Hvor blev pausen af?

Lige nu består min hverdag af bleskift, utal af amninger, gylp, gråd, den lykkelige baby rus, utilstrækkelighed , dårlig samvittighed, manglende kvalitetstid med min store dreng; uendelige pligter og ekstremt søvnunderskud. Det kender de fleste nybagte mødre! Lets be honest.

Wauu hvor er jeg blevet bekræftet i, at jeg elsker bare at være mig…

Altså den udgave af mig selv hvor jeg bare kan være til. Uden at tænke over hvornår jeg skal sove, for at hænge sammen til at kunne stå op og aflevere min store i skole og få hvile nok til, at producere litervis af mættende flydende kost til baby.

Mig uden uendelige opvågninger om natten, meter lange ammetimer , udmalkninger og øm muskulatur, fordi jeg har lagt i en akavet stilling for at holde brystet i den rette vinkel til den lille sugemalle. Som jeg iøvrigt selv, har sat til verden for nu over en måned siden!

View this post on Instagram

Vi har nogle lange dage herhjemme for tiden, med mavekneb! Vi supplere med flaske , fordi lillesøster ikke kan blive mæt ved hendes mor længere. Jeg banker mig selv oveni knolden af frustration, for jeg vil jo gerne kunne give mit barn og jeg selv den oplevelse af , at kunne amme så længe som muligt ! Øv hvor er det bare træls at være i for os begge🤦🏽‍♀️ en god mor sidder ikke i brysterne, det ved jeg. Men vi nød jo begge nærværet , roen og mælkekomaen. Nå men vi gør hvad vi kan for det måske lykkedes , resten kommer vel med tiden , eller hvad ? 🤞🏼🤞🏼 . . . #tabu #jegvilosseamme #nederen #marenmalkeko #amning #øv #babygirl #sagaminsaga #lillesøster #mavekneb #kiropraktor #mælkebombe #masserefødder #cyklermedben #flaskebarn #irriterende #frustrende #ønskeamning

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

Pause

Nu har jeg simpelthen for lidt tid til at være Mig. Jeg har lige nøjagtigt hvad der svare til gennemsnittet af en halv time om dagen hvor jeg hvis jeg er heldig kan tisse og gå i bad uden at blive afbrudt af børn der tilsyneladende finder det hyggeligt at være inden for rækkevidde når jeg skal, hvad andre mennesker faktisk også sætter pris på at gøre alene. Hvad sulan blev der af min nattesøvn. Altså det der minder om mere end 1,5-2 timers søvn af gangen. Hvor blev mine 10 timers nætter af?

Jeg drømmer i øjeblikket om en sluk knap eller en fjernbetjening så jeg kan pausere andres behov og lytte lidt til mig og mine egne. Findes det?Jeg tror på ligestilling, men jeg er da også blevet klar over, at der ikke er noget der minder om ligestilling i nybagte forældres liv. Den ene spiller computer og sover igennem hele natten. Den anden ordner det praktiske, lever i afbrudt søvn og følelsen af at være alene om tingene. Og bruger største delen af døgnet på at sidde med udpakkede meloner, for at tilfredsstille andres suttebehov.

Ih du kære barn , må du vokse dig stor hurtigt, så jeg kan være voksen igen. Og nej det mener man jo ikke , for selvom det er hårdt og utaknemmeligt så, er mine børn den største og vigtigste opgave jeg har i mit liv . Jeg er i mine tanker uden lyv, nået derud et par gange. Helt derud hvor jeg føler mig alene , selvom min dag er fyldt op af børn og gøremål, så har jeg stået i følelsen af at være alene.

Stop tiden

På den anden måde har jeg lyst til at stoppe tiden, med alt hvad det indebærer og bare nyde vores lille pige ! De bliver så hurtigt store og den ene dag tager den anden. Jeg husker mig selv på mentalt at stoppe pligter og gøremål og bare være i nuet.

Kender i det?

Tak fordi du læste med 😊

// Alexandra

We only live ones – live free!

Tillykke med fødselsdagen

Planlagt kejsersnit.

Mandag den 26 august 2019, kl 12:47. Kom vores længe ventede lillesøster Saga Annette til verden. En lille fin pige på 2835 gram og hele 48 cm 💕 kejsersnittet forløb sig fint og Saga klarede fødslen til UG. Glæden fyldte min krop og følelserne fløj omkring sig, da jeg fik hende i mine arme første gang. Forinden havde jeg mange tanker omkring , hvorvidt man nu kunne elske barn nr 2, ligesåmeget som barn nr 1. & DET KAN MAN!

Hun stjal mit hjerte med det samme! Wauu hvor er hun bare bedårende.

Efter kejsersnittet, på opvågningen kunne jeg mærke at jeg blev dårlig. Jeg blev forkvalmet , min puls steg og mit blodtryk faldt. Opvågnings personalet og vores jordmoder der havde været med hele dagen fra start, kaldte efter de læger der havde foretaget operationen. Min livmoder ville ikke trække sig sammen. Jeg fik 2 slags medicin, der skulle hjælpe den, med at trække sig sammen igen. Det hjalp dog ikke.

2 operation.

Efter ca en times forsøgen, med massage og tryg på min livmoder og alt i alt 2,2 liter blodtab. Blev jeg kørt på operationsbordet igen. Her nåede jeg lige at frygte, muligheden i ikke at vågne igen. Jeg delte mine tanker med lægerne, som lovede at det skulle jeg nok komme til. Denne gang var operationen under fuld narkose , ind samme ved som Saga kom ud . De åbnede samme sår igen, kiggede til min livmoder, lagde en Ballon op, der kunne holde Pres på det sår , der var kommet efter fødslen.

Saga & far

Alt i mens jeg blev opereret, havde Far , Saga nede på vores barselsstue. De fik sammen sovet en time eller 2. Hud mod hud. Saga klarede det så flot, uden behov for besøg på børne afdelingen , heldigvis 😊 og det gjorde faren selvfølgelig også – Tak min skat!

Storebror Kom på besøg om eftermiddagen , han blev simpelthen så glad og stolt – det var det mest livsbekræftende syn jeg i længe har set, hvor blev jeg dog rørt og varm om hjertet!

https://www.instagram.com/p/B1qvYAcnWof/?igshid=1xs4iivrjj1dn

Så blev jeg igen efter en hektisk dag – lige bekræftet i, at verden vender som den vil, når den vil. Det var noget af en overvældende oplevelse, hun er det hele værd ! Jeg er meget taknemmelig for min kæreste og vores Lille familie 💕

Tak fordi du læste med🙏🏼

//Alexandra

We only live ones – live free <3

Voksenliv & ADHD.

I vores samfund idag, er det mere normalt at blive udredt. Det sker som oftest når man er barn. Psykiatrien, samt læger og psykologer er langt bedre oplyst idag, end for blot 10 – 20 år siden. Samfundet har fået en større forståelse for, at voksne kan have uopdagede diagnoser og derfor bliver det ikke længere set ned på , på samme måde som det førhen har gjort.

Jeg har i mit sidste blog indlæg skrevet om da jeg blev udredt, det kan du læse mere om her ➡️Øvelse.

Uhensigtsmæssige handlinger

Det har haft en stor betydning for mig, at få en diagnose. Jeg følte ikke jeg havde behov for at få en diagnose, eller medicin der kunne forklare hvorfor jeg var anderledes, eller nok nærmere at jeg er anderledes. At jeg derfor har brug for noget medicin og nogle redskaber som kan give mig muligheden for at føle ting og mærke efter, inden jeg skrider til uhensigtsmæssige handlinger og inden jeg har nået at tænke over konsekvensen.

Det har givet ufatteligt meget mening, at blive udredt og ikke mindst at blive bevidst om, hvorfor jeg har nogle udfordringer. Men også at blive bevidst omkring hvad jeg selv kan gøre for, at lære at handle hensigtsmæssigt, trods de udfordringer jeg har.

Voksen udredning

Det sværeste ved at blive udredt så sent, har for mig været, at acceptere at ingen før har “lagt mærke til” at jeg havde brug for ekstra hjælp, til at klare nogle ting. Det kunne have givet mig nogle andre forudsætnintninger idag , hvis jeg tidligere havde fået redskaber til fx. At strukturere min dag. Og dermed have mere overskud til fx. Sociale fællesskaber. Det har været svært for mig At ingen har set nok på mig til at forstå, hvilke udfordringer  jeg havde som barn. Og endnu mere , at acceptere at jeg jo var anderledes, som andre så mig. Men at det ikke var fordi min far var død, eller at vi flyttede meget, eller at jeg var dårlig til at være mig selv, som jeg troede var grunden til, at de opfattede mig som anderledes.

Det betyder noget

Eller at årsagen var at jeg kom derfra hvor jeg gjorde. Men fordi min hjerne rent faktisk mangler tilstrækkelige mængder af dopamin og noradrenalin. At den derfor bliver forstyrret i dens opmærksomhed, i mine impulser eller min motoriske formåen. Som har betydning for måden hvorpå jeg indgår i samtaler. Men også at jeg bliver distraheret af alverdens ting. Lyde, lys, vinduer, mennesker, øjenkontakt osv. At jeg er virkelig dårlig til at finde ro og hvile samt at sidde stille længere tid af gangen.

Det har også betydning for min glemsomhed, hvis ikke min hverdag er strukturet til punkt og prikke ved brug af hjælpemidler i det daglige. Det kunne være min kalender, rutine, uendelige lister, kasser, vaner, madplaner osv.  Uden den hjælp til mig selv, så glemmer jeg simpelhen hvad jeg skal. Jeg glemmer at dække mine basale behov, såsom mad, at drikke mm.

Det at jeg let bliver afledt, har betydning i samtaler med venner , veninder, familie , trygge relationer, fordi jeg afbryder eller måske kan virke uinteresseret fordi jeg bliver optaget af noget andet undervejs.  Det har også betydning at jeg ikke når at tænke før jeg taler. At jeg derfor får sagt tingene ligeud og derved kan komme til at træde nogle over tæerne. Heldigvis kender de mig, acceptere mig og ved at jeg ikke er ligeglad eller uinteresseret, og at jeg ikke siger noget for at såre dem.

Utryghed

I det daglige er jeg allermest udfordret, i utrygge relationer. I sammenhænge , hvor jeg ikke er tryg. Altså offentlige tilholdssteder, fx. Skole , i supermarkedet , til fester osv. Her kan jeg have ekstremt svært ved at begrænse mine behov, for at færdiggøre andres sætninger, for at afbryde , for at kigge væk under samtale. Fordi jeg enten ikke længere kan holde øjenkontakt eller fordi jeg bliver distraheret af en flue der flyver forbi, eller en ukendt lyd. Det har haft den betydning at jeg i mange år har trukket mig fra det sociale og holdt på at mine nærmeste var nok.

Men med tiden er jeg blevet klogere på at jeg mangler mere næring og kontakt til andre mennesker, for at jeg kan udvikle mig mest muligt. Og det giver min medicin mig muligheden for at lære at være i. Til jer der kender mig, så giver det mening i forvejen og heldigvis acceptere i mig som jeg er uanset – tak for det. Til jer der ikke kender mig privat, så giver det måske mere et billede af, hvem jeg er og hvad jeg øver mig i 😉

Et velkommen

https://www.instagram.com/p/B1V2s3fDapg/?igshid=tlwmgowifrxk

Nu venter Lillesøster lige om hjørnet. 3 dage til hun melder hendes ankomst. I min graviditet har jeg ikke fået medicin – dette anbefales ikke og det er også gået fint uden, hormoner er også en god begrænsning for ADHD 😅 I fremtiden skal jeg starte igen, men vigtigst for mig nu er, at være der for min familie og mig selv, når jeg igen får lov til, at byde et barn velkommen og vi udvider vores familie <3

Du kan læse lidt mere om min graviditet her ➡️ Den søde ventetid

Det blev lidt langt , så Tak fordi du læste med🌸

// Alexandra

“We only live ones – live free “

Øvelse

Jeg har altid godt vidst at jeg have nogle udfordringer, som gjorde at jeg var anderledes. Men jeg har også altid i liv fundet ro i at være anderledes. Næsten ihverfald. Største delen af min barndom, brugte jeg hver dag på at være som andre. Jeg passede aldrig ind, uanset hvor vi befandt os. Jeg blev drillet og det var unægtelig svært for mig at sige fra. Derfor fulgte jeg strømmen og solgte mig selv og mine værdier for ingenting.

Som jeg er blevet ældre, efter jeg flyttede hjemmefra og skabte afstand til andres ønsker og behov, er jeg samtidigt blevet klogere på, hvem det er jeg er. Jeg blev klogere på hvilke værdier, der betyder noget for mig i mit liv. Også er jeg blevet klogere på, hvad det er for en slags mennesker jeg har brug for, for at være den bedste udgave af mig selv. Jeg har stadig meget at lærer og jeg glæder mig over at jeg har et helt liv til, at nå tingene i.

Psykolog og psykiater.

Kort efter jeg mistede min mor, blev jeg udredt ved en psykiater en rigtig dygtig en af slagsen. Han har flere års erfaring, som overlæge, som leder indenfor psykiatriens medicin rådgivning, som formand ved lægemiddelkomiteen. Men også kendt indenfor psykiatri, forskning og senest som speciallæge. Jeg traf beslutningen om udredning med min psykolog, som jeg på det tidspunkt, havde gået ved godt et halvt år. En psykolog der hjalp mig til at acceptere, at livet for mig havde været en rejse på godt og ondt. Hun hjalp mig til at forstå, at den baggrund jeg kom fra, ikke behøvede at danne baggrund for resten af mit voksne liv. Hun hjalp mig også til at få øje på, mine altid behov for at analysere andre og jeg selv.

Hun fik mig til at indse at jeg altid har brugt meget energi på, at aflæse alt og ingenting. Og at jeg altid har mærket efter, eller søgt efter farer. Hun gjorde mig også bevidst om, at man ikke behøvede at have et liv, hvor man følte man blev drevet af en uendelig motor, der gjorde det usansynligt svært for mig at slappe af. Mest af alt gav hun mig indblik i, hvad det gør ved et barns psyke, når barnet er nødsaget til at træde i en rolle, hvorpå det skal træffe voksne beslutninger, eller tage vare på voksne mennesker, fordi de er et sted i deres liv hvor, de ikke kan tage vare på deres børn eller andre.

Lille voksne.

Så jeg blev bekend med min lille voksne. Et lille selvstændigt menneske, der nemt kunne klare hverdagens basale ting. Men også et lille menneske, der kunne stå i modstand, som jeg ikke nødvendigvis havde behøvet. Man ved det jo godt, når man er voksen hvad der er rigtigt og forkert, jeg vidste det ikke dengang, det var normalt for min søster og jeg. Vi har været vandt til nogle andre vilkår, som der også i vores voksne liv har gjort, at vi har nogle nogle udfordringer, der gør det svært at håndtere en helt almindelig ting som for mig fx. at være til familie fest.

Eller bare i det hele taget at være social. Nu sagde min søster godt nok forleden dag, at jeg altid har haft det svært i sociale sammenhænge. Men jeg ser det særligt nu, efter jeg er blevet udredt, gennem samtaler og gennemgang af både barndomsliv og voksenliv. I den sammenhæng fik jeg fået nogle redskaber til, at håndtere mine udfordringer. Med min udredning og den medicin jeg fik, har jeg lært at se nye veje. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg i 25 år, havde ageret anderledes end andre.

Jeg troede det var vores baggrund, der ene og alene var årsagen til at jeg var som jeg var. Men jeg havde altså en diagnose, som også har betydning for, at jeg er som jeg er.

Denne diagnose og de udfordringer jeg har i min hverdag, gør at jeg hver dag øver mig i at skabe afstand til mine tidligere handlemønstre. jeg øver mig i at hvile i mig selv og finde ro. Selvom jeg har følelsen af at være drevet af en motor. Det gør også at jeg øver mig i at udfordre mig selv i, at mestre nogle ting som kan være svært for mig, fx. at være i ukendte sociale sammenhænge og stadig have det godt i det øjeblik.

Øver du sig også i at blive bedre til noget?

Fortsættelse følger.

Du kan læse mere om da jeg mistede min mor her ➡️ https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/15/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok/

& så kan du læse lidt mere om min familie her ➡️ https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/08/11/vaelg-din-familie/

Tak fordi du læste med 🙏🏼

//Alexandra

“We only live ones – live free”

En stor dag

Shawn første skoledag 2019.

Så kom dagen, hvor Shawn efter 4 mdr. i glidende overgang, skulle starte i skole. Noget “Himmelgruppen” – Shawns gruppe har øvet sig i og ikke mindst glædet sig til, de sidste måneder op til skolestart. I Glidende overgang, havde de fokus på at give børnene kendskab til skolen og skoledagen. Men også hvad det vil sige at gå i skole samt SFO.

Igennem leg og aktiviteter har de øvet sig i at danne nye relationer og klæde dem bedst muligt på i overgangen, fra børnehave til skole. Et fantastisk koncept, som har gjort meget godt for Shawn. Vi som hans nærmeste herhjemme, har helt sikkert kunnet mærke, at overgangen har været mere tryg og rolig.

Shawn er en dreng der reagere på det uforudsete og ukendte. Det betyder at vi forbereder ham på selv de mindste ting og at vi har den samme struktur herhjemme, så han ikke behøver at bruge energi på, hvad han skal hvornår. Det betyder også at en ny ukendt aktivitet, eller andet kan påvirke ham på en sådan måde, at han simpelthen ikke magter situationen / aktiviteten. Hermed har den forberedelse, som glidende overgang har medført mht skolestart, helt klart været en positiv oplevelse for både Shawn og os herhjemme.

Fra institutionsbarn til skolebarn.

Det var ikke uden reaktion fra Shawn at hans far og jeg kunne forlade klasseværelset igår. Han blev ked af det da vi skulle gå og jeg måtte få hans pædagog fra glidende overgang til at tage over, så hun kunne hjælpe med at vinke. Vi var med den første halve time, hvor det egentligt mest handlede om informationer til forældre, samt sanglege med klasselæren og alle børnene. Efterfølgende kunne vi forældre vinke farvel og ellers gå ned i skolens aula og få flere praktiske informationer ift skolen, forældreintra mm.

Jeg glædede mig sådan til at hente ham. Der er ikke noget værre end at forlade sit barn der græder. Heldigvis kunne jeg bruge dagen på rengøring, som altid om mandagen 😀 De har skoledag fra 07:50 til 13:30 og jeg stod klar på slaget minus 7 minutter. Ventetiden til klokken ringede var lang, synes jeg. Da jeg imødegik Shawn, blev jeg mødt af en smilende dreng, der aktivt fortællende beskrev hvad de havde lavet. Det varmede mit hjerte – sikke en stor dag <3

Jeg var spændt på hans reaktion til morgen i forbindelse med aflevering. Han gik dog ind i klassen som havde han været der altid og da jeg hentede ham, smilede han igen varmt og trygt. Det betyder altså bare alverdens at se ens barn i trivsel, især i nye omgivelser. Gad vide om der senere kommer en reaktion? Nu varer det jo heller ikke længe inden, at lillesøster melder sin ankomst. Det kan du læse mere om her -> https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/08/03/et-farvel-og-et-velkommen/

Tak fordi du læste med 🙂

// Alexandra

“We only live ones – live free”

https://www.instagram.com/p/B001sNADIAF/

Vælg din familie

En af de ting livet har lært mig er, at man selv vælger sin familie. Familie behøver ikke nødvendigvis at være beslægtet med blod. Jeg kommer fra en stor, rodet familie. En familie hvor jeg kalder størstedelen min moster eller onkel. Fordi jeg simpelthen ikke ved hvem de er eller kan holde styr på hvor de kommer fra , for den sags skyld. Det er en større opgave og rodet går flere generationer tilbage.

Det har aldrig rigtig været i min nærmeste families interesse , at sortere, eller at rydde op i det rod, der har været mellem de forskellige generationer. Derfor går der den ene fortælling, til den næste om, hvorfor det er, at min nærmeste familie, ikke har så meget med den øvrige familie at gøre. Og fortællinger er jo fortællinger, der går fra mund til mund. Mange af dem også fortællinger, der opstår i sårede følelser og måske andre gange uvidenhed. Og fred være med det. Det er ikke muligt at ændre på andres fortælle evne. Slet ikke når de er i en tilstand, hvor de ikke ser sammenhænge og sandheder klart.

At gå tilbage.

Efter jeg startede på min uddannelse som pædagog, blev det vigtigt for mig at undersøge og afdække hvor jeg kom fra. Det betød at jeg havde behov for at gå tilbage i tiden og simpelthen få styr på, hvordan min far bla. Var som menneske og hvad hans historie var. Han døde før jeg blev født, det kan du læse mere om her ➡️Om at være både Mor og Far!

Da jeg fik styr på ulykken, dødsannoncer, fik en snak med mine søskende og ikke mindst min mor og aktindsigt ved politiet. Fik jeg lukket et kapitel i mit liv som jeg i min barndom brugte meget energi på.

Med på vejen under min uddannelse, fik jeg også øje på nogle mønstre og miljøer, som jeg i min barndom havde været en del af. Nogle mønstre og miljøer, som gjorde at jeg ofte identificerede mig med nogle at de emner eller diskussioner vi gennemgik / havde i undervisningen. Som bla. Social arv, mennesker i udsatte positioner, mestring, trivsel, livsbetingelser, deltagelse i fællesskaber osv.

Barndom.

Jeg blev bekend med, at vi som familie, ikke var som mange andre familier. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så mindes jeg også at jeg tænkte , gad vide hvordan det ville være at være barn i din familie. Når jeg så en familie hvor de kunne noget andet , end hvad vi kunne i vores. I mit mere voksne liv, efter jeg fik min søn, har færdiggjort min uddannelse. Fået arbejde og ikke mindst lukket døren til mit barndomshjem. Er jeg blevet mere bevidst omkring at min fortid og barndom ikke behøver at danne rammen for, hvordan jeg ønsker at leve mit liv.

Min barndom, opvækst og de faktorer der har spillet ind undervejs i mit liv , danner rammen for hvordan jeg er som menneske. Et menneske som jeg er stolt af at være og ikke mindst et menneske, som jeg ikke har lyst til at lave om på. Jeg er stolt af mine værdier. Jeg er stolt af hvad jeg har opnået. Jeg er stolt af måden hvorpå, jeg er blevet bevidst omkring mig selv og mit liv. Og jeg er stolt af, at jeg hver dag øver mig i ikke at lade mig begrænse af, hvad vi har gennemgået og mistet.

At starte forfra

Jeg har skrevet lidt mere om at starte forfra her➡️ At starte forfra!

Når det så er sagt, så har jeg alligevel taget et valg om, at starte forfra. At træde væk fra alt hvad jeg er farvet af, af handlemønstre for at starte et liv, hvor jeg er bevidst om hvad jeg har af udfordringer, men at jeg ikke vil lade dem farve hvordan min fremtid skal være. Jeg har valgt at skabe min familie. En familie sammensat af mennesker, jeg har valgt skal være en del af mit liv.

Jeg har en helt fantastisk svigerfamilie, de kan noget andet end vores har kunnet. De besidder så mange fine værdier, strukturer, holdninger og en mængde stabilite. Noget som jeg virkelig finder ro og lykke i, af at være blevet en del af. Herudover har jeg nogle helt få, men tætte veninder der kender mig for alt hvad jeg er. Jeg fylder meget og smider ofte en bemærkning, som andre ikke ville tage godt i mod. Jeg ville heraf få et slag over fingrene. Men de vælger at se kvaliteten i, at vide hvordan jeg er og heldigvis for dem. Dem er jeg så evigt taknemmelig for , tak for jer <3

Nu er vi startet forfra her i vores liv med Nikolaj. Nu skal jeg bruge de næste år på, at udvikle mine sociale evner og indgå i nye fællesskaber. Og ikke mindst udvide Min helt egen selvvalgte familie , en spændende rejse jeg ser frem til trods en vis grad af usikkerhed.

Tak fordi du læste med🙏🏼

//Alexandra

“We only live ones – live free”

Den søde ventetid

 

…”Med graviditet følger der alverdens. Overflod af følelser, kærlighed, frygt, månedlige lange smerter i livmoderen, fordi det vokser så stærkt. Undersøgelser i bane vis og scanninger, hvis man er så uheldig at løbe ind i komplikationer som jeg gjorde. Sygemeldinger…”

I Forlængelse af mit opslag omkring overtro og røverhistorier vedrørende graviditet forleden dag; kan læses her ➡️ Overtro og Røverhistorier.. Så ved vi alle sammen, eller ihvertfald os der har prøvet det. At en graviditet ikke kun er fantastisk.

Det er en pige.

Jeg ramte torsdag uge 36+0 / 90% af min graviditet, hvilket i sig selv jo er fantastisk. Lige om lidt er Lillesøster færdigbagt. Klar til den store verden og ikke længere under kategorien, for tidlig født hvis det skulle ske før mit Pks.

Jeg er også nået dertil, hvor Lillesøster fylder godt i maven- inklusiv lidt ekstra. I graviditeten med min søn, oplevede jeg ikke i den grad af sure opstød og mængden af mavesyre som jeg har denne gang. Hertil ville nogle påstå, at det er fordi jeg venter en pige og hun helt sikkert har meget hår. Det var ihvertfald bla. Den kommentar min søster kom med, da jeg tidligere idag snakkede i telefon med hende.

Stædig.

Jeg er typen der ikke giver folk ret, bare fordi de tror de har det. Jeg har nu alligevel måtte overgive mig til den pakke tyggetabletter hun købte for flere uger tilbage. Da hun i alt hendes påståelighed, næsten stampede i jorden på apoteket, fordi hun mente de blev nødvendige. Tabletterne kan købes her ➡️ https://www.med24.dk/alminox

Jeg har i min graviditet kunne sove indtil for et par dage siden. Hele natten uden at tisse , hvis jeg stoppede med at drikke kl 21. Og selvfølgelig sørgede for at tisse 2 gange inden sengetid, halleluja! Jeg oplever nu også stikkende, nivende, ubehagelige plukveer. Mange af dem og et belastet bækken, når jeg ihærdigt forsøger at vende mig i vores seng.

I nat måtte jeg op for fulde gardiner. Jeg skulle tisse allerede 00:30, gik i seng kl 23, tissede lige inden. Da jeg havde ordnet det, måtte jeg ud i køkkenskabet og knække en tyggetablet ud og i al forfærdelighed tygge den, fordi jeg oplevede uovervindelig meget sureopstød. En var ikke nok, jeg tyggede 3 stk. Sørme om jeg igen kl 04:30 ikke skulle tisse igen. Og tygge 3 mere ! Ih de er så ulækre. Konsistensen i tænderne er bare ubehagelig . Jeg måtte dog erkende at de hjalp. Så blev jeg udover tisseriet vækket , som nok flere andre pga. Lyn og torden og mor her ud af sengen og lukke diverse vinduer, slukke kontakter til fjernsyn og igen lige tisse. Sørme så om Shawn ikke vågnede kl 06. 🤦🏽‍♀️😅

Spytpotte

Jeg måtte give mig. Det er som om jeg mister lidt af mig selv når jeg skal erkende at hun har ret! Men det fik hun idag da jeg snakkede med hende. Vi grinte af situationen og jeg fik slynget ud at jeg måtte anskaffe mig en spytpotte, hvis de sure opstød og mængden af mavesyre, fortsatte med at blive værre. Åh Gud hvor jeg nu ser frem til at den længe ventede mave, bliver nogenlunde sig selv. Så jeg kan mærke effekten af 2 stk velfungerende lunger, der kan folde sig helt ud og ikke længere bliver belastet af vores 18 trappetrin til førstesalen.

Endnu mere glæder jeg mig til, at byde velkommen til endnu et lille menneske af mine og bruge tid på, at lære hende at kende og sammen starte vores nye familiebillede🥰 !!

Tak fordi du læste med.

//Alexandra

“We only live ones – live free “