Voksenliv & ADHD.

I vores samfund idag, er det mere normalt at blive udredt. Det sker som oftest når man er barn. Psykiatrien, samt læger og psykologer er langt bedre oplyst idag, end for blot 10 – 20 år siden. Samfundet har fået en større forståelse for, at voksne kan have uopdagede diagnoser og derfor bliver det ikke længere set ned på , på samme måde som det førhen har gjort.

Jeg har i mit sidste blog indlæg skrevet om da jeg blev udredt, det kan du læse mere om her ➡️Øvelse.

Uhensigtsmæssige handlinger

Det har haft en stor betydning for mig, at få en diagnose. Jeg følte ikke jeg havde behov for at få en diagnose, eller medicin der kunne forklare hvorfor jeg var anderledes, eller nok nærmere at jeg er anderledes. At jeg derfor har brug for noget medicin og nogle redskaber som kan give mig muligheden for at føle ting og mærke efter, inden jeg skrider til uhensigtsmæssige handlinger og inden jeg har nået at tænke over konsekvensen.

Det har givet ufatteligt meget mening, at blive udredt og ikke mindst at blive bevidst om, hvorfor jeg har nogle udfordringer. Men også at blive bevidst omkring hvad jeg selv kan gøre for, at lære at handle hensigtsmæssigt, trods de udfordringer jeg har.

Voksen udredning

Det sværeste ved at blive udredt så sent, har for mig været, at acceptere at ingen før har “lagt mærke til” at jeg havde brug for ekstra hjælp, til at klare nogle ting. Det kunne have givet mig nogle andre forudsætnintninger idag , hvis jeg tidligere havde fået redskaber til fx. At strukturere min dag. Og dermed have mere overskud til fx. Sociale fællesskaber. Det har været svært for mig At ingen har set nok på mig til at forstå, hvilke udfordringer  jeg havde som barn. Og endnu mere , at acceptere at jeg jo var anderledes, som andre så mig. Men at det ikke var fordi min far var død, eller at vi flyttede meget, eller at jeg var dårlig til at være mig selv, som jeg troede var grunden til, at de opfattede mig som anderledes.

Det betyder noget

Eller at årsagen var at jeg kom derfra hvor jeg gjorde. Men fordi min hjerne rent faktisk mangler tilstrækkelige mængder af dopamin og noradrenalin. At den derfor bliver forstyrret i dens opmærksomhed, i mine impulser eller min motoriske formåen. Som har betydning for måden hvorpå jeg indgår i samtaler. Men også at jeg bliver distraheret af alverdens ting. Lyde, lys, vinduer, mennesker, øjenkontakt osv. At jeg er virkelig dårlig til at finde ro og hvile samt at sidde stille længere tid af gangen.

Det har også betydning for min glemsomhed, hvis ikke min hverdag er strukturet til punkt og prikke ved brug af hjælpemidler i det daglige. Det kunne være min kalender, rutine, uendelige lister, kasser, vaner, madplaner osv.  Uden den hjælp til mig selv, så glemmer jeg simpelhen hvad jeg skal. Jeg glemmer at dække mine basale behov, såsom mad, at drikke mm.

Det at jeg let bliver afledt, har betydning i samtaler med venner , veninder, familie , trygge relationer, fordi jeg afbryder eller måske kan virke uinteresseret fordi jeg bliver optaget af noget andet undervejs.  Det har også betydning at jeg ikke når at tænke før jeg taler. At jeg derfor får sagt tingene ligeud og derved kan komme til at træde nogle over tæerne. Heldigvis kender de mig, acceptere mig og ved at jeg ikke er ligeglad eller uinteresseret, og at jeg ikke siger noget for at såre dem.

Utryghed

I det daglige er jeg allermest udfordret, i utrygge relationer. I sammenhænge , hvor jeg ikke er tryg. Altså offentlige tilholdssteder, fx. Skole , i supermarkedet , til fester osv. Her kan jeg have ekstremt svært ved at begrænse mine behov, for at færdiggøre andres sætninger, for at afbryde , for at kigge væk under samtale. Fordi jeg enten ikke længere kan holde øjenkontakt eller fordi jeg bliver distraheret af en flue der flyver forbi, eller en ukendt lyd. Det har haft den betydning at jeg i mange år har trukket mig fra det sociale og holdt på at mine nærmeste var nok.

Men med tiden er jeg blevet klogere på at jeg mangler mere næring og kontakt til andre mennesker, for at jeg kan udvikle mig mest muligt. Og det giver min medicin mig muligheden for at lære at være i. Til jer der kender mig, så giver det mening i forvejen og heldigvis acceptere i mig som jeg er uanset – tak for det. Til jer der ikke kender mig privat, så giver det måske mere et billede af, hvem jeg er og hvad jeg øver mig i 😉

Et velkommen

https://www.instagram.com/p/B1V2s3fDapg/?igshid=tlwmgowifrxk

Nu venter Lillesøster lige om hjørnet. 3 dage til hun melder hendes ankomst. I min graviditet har jeg ikke fået medicin – dette anbefales ikke og det er også gået fint uden, hormoner er også en god begrænsning for ADHD 😅 I fremtiden skal jeg starte igen, men vigtigst for mig nu er, at være der for min familie og mig selv, når jeg igen får lov til, at byde et barn velkommen og vi udvider vores familie <3

Du kan læse lidt mere om min graviditet her ➡️ Den søde ventetid

Det blev lidt langt , så Tak fordi du læste med🌸

// Alexandra

“We only live ones – live free “

Øvelse

Jeg har altid godt vidst at jeg have nogle udfordringer, som gjorde at jeg var anderledes. Men jeg har også altid i liv fundet ro i at være anderledes. Næsten ihverfald. Største delen af min barndom, brugte jeg hver dag på at være som andre. Jeg passede aldrig ind, uanset hvor vi befandt os. Jeg blev drillet og det var unægtelig svært for mig at sige fra. Derfor fulgte jeg strømmen og solgte mig selv og mine værdier for ingenting.

Som jeg er blevet ældre, efter jeg flyttede hjemmefra og skabte afstand til andres ønsker og behov, er jeg samtidigt blevet klogere på, hvem det er jeg er. Jeg blev klogere på hvilke værdier, der betyder noget for mig i mit liv. Også er jeg blevet klogere på, hvad det er for en slags mennesker jeg har brug for, for at være den bedste udgave af mig selv. Jeg har stadig meget at lærer og jeg glæder mig over at jeg har et helt liv til, at nå tingene i.

Psykolog og psykiater.

Kort efter jeg mistede min mor, blev jeg udredt ved en psykiater en rigtig dygtig en af slagsen. Han har flere års erfaring, som overlæge, som leder indenfor psykiatriens medicin rådgivning, som formand ved lægemiddelkomiteen. Men også kendt indenfor psykiatri, forskning og senest som speciallæge. Jeg traf beslutningen om udredning med min psykolog, som jeg på det tidspunkt, havde gået ved godt et halvt år. En psykolog der hjalp mig til at acceptere, at livet for mig havde været en rejse på godt og ondt. Hun hjalp mig til at forstå, at den baggrund jeg kom fra, ikke behøvede at danne baggrund for resten af mit voksne liv. Hun hjalp mig også til at få øje på, mine altid behov for at analysere andre og jeg selv.

Hun fik mig til at indse at jeg altid har brugt meget energi på, at aflæse alt og ingenting. Og at jeg altid har mærket efter, eller søgt efter farer. Hun gjorde mig også bevidst om, at man ikke behøvede at have et liv, hvor man følte man blev drevet af en uendelig motor, der gjorde det usansynligt svært for mig at slappe af. Mest af alt gav hun mig indblik i, hvad det gør ved et barns psyke, når barnet er nødsaget til at træde i en rolle, hvorpå det skal træffe voksne beslutninger, eller tage vare på voksne mennesker, fordi de er et sted i deres liv hvor, de ikke kan tage vare på deres børn eller andre.

Lille voksne.

Så jeg blev bekend med min lille voksne. Et lille selvstændigt menneske, der nemt kunne klare hverdagens basale ting. Men også et lille menneske, der kunne stå i modstand, som jeg ikke nødvendigvis havde behøvet. Man ved det jo godt, når man er voksen hvad der er rigtigt og forkert, jeg vidste det ikke dengang, det var normalt for min søster og jeg. Vi har været vandt til nogle andre vilkår, som der også i vores voksne liv har gjort, at vi har nogle nogle udfordringer, der gør det svært at håndtere en helt almindelig ting som for mig fx. at være til familie fest.

Eller bare i det hele taget at være social. Nu sagde min søster godt nok forleden dag, at jeg altid har haft det svært i sociale sammenhænge. Men jeg ser det særligt nu, efter jeg er blevet udredt, gennem samtaler og gennemgang af både barndomsliv og voksenliv. I den sammenhæng fik jeg fået nogle redskaber til, at håndtere mine udfordringer. Med min udredning og den medicin jeg fik, har jeg lært at se nye veje. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg i 25 år, havde ageret anderledes end andre.

Jeg troede det var vores baggrund, der ene og alene var årsagen til at jeg var som jeg var. Men jeg havde altså en diagnose, som også har betydning for, at jeg er som jeg er.

Denne diagnose og de udfordringer jeg har i min hverdag, gør at jeg hver dag øver mig i at skabe afstand til mine tidligere handlemønstre. jeg øver mig i at hvile i mig selv og finde ro. Selvom jeg har følelsen af at være drevet af en motor. Det gør også at jeg øver mig i at udfordre mig selv i, at mestre nogle ting som kan være svært for mig, fx. at være i ukendte sociale sammenhænge og stadig have det godt i det øjeblik.

Øver du sig også i at blive bedre til noget?

Fortsættelse følger.

Du kan læse mere om da jeg mistede min mor her ➡️ https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/15/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok/

& så kan du læse lidt mere om min familie her ➡️ https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/08/11/vaelg-din-familie/

Tak fordi du læste med 🙏🏼

//Alexandra

“We only live ones – live free”

Vælg din familie

En af de ting livet har lært mig er, at man selv vælger sin familie. Familie behøver ikke nødvendigvis at være beslægtet med blod. Jeg kommer fra en stor, rodet familie. En familie hvor jeg kalder størstedelen min moster eller onkel. Fordi jeg simpelthen ikke ved hvem de er eller kan holde styr på hvor de kommer fra , for den sags skyld. Det er en større opgave og rodet går flere generationer tilbage.

Det har aldrig rigtig været i min nærmeste families interesse , at sortere, eller at rydde op i det rod, der har været mellem de forskellige generationer. Derfor går der den ene fortælling, til den næste om, hvorfor det er, at min nærmeste familie, ikke har så meget med den øvrige familie at gøre. Og fortællinger er jo fortællinger, der går fra mund til mund. Mange af dem også fortællinger, der opstår i sårede følelser og måske andre gange uvidenhed. Og fred være med det. Det er ikke muligt at ændre på andres fortælle evne. Slet ikke når de er i en tilstand, hvor de ikke ser sammenhænge og sandheder klart.

At gå tilbage.

Efter jeg startede på min uddannelse som pædagog, blev det vigtigt for mig at undersøge og afdække hvor jeg kom fra. Det betød at jeg havde behov for at gå tilbage i tiden og simpelthen få styr på, hvordan min far bla. Var som menneske og hvad hans historie var. Han døde før jeg blev født, det kan du læse mere om her ➡️Om at være både Mor og Far!

Da jeg fik styr på ulykken, dødsannoncer, fik en snak med mine søskende og ikke mindst min mor og aktindsigt ved politiet. Fik jeg lukket et kapitel i mit liv som jeg i min barndom brugte meget energi på.

Med på vejen under min uddannelse, fik jeg også øje på nogle mønstre og miljøer, som jeg i min barndom havde været en del af. Nogle mønstre og miljøer, som gjorde at jeg ofte identificerede mig med nogle at de emner eller diskussioner vi gennemgik / havde i undervisningen. Som bla. Social arv, mennesker i udsatte positioner, mestring, trivsel, livsbetingelser, deltagelse i fællesskaber osv.

Barndom.

Jeg blev bekend med, at vi som familie, ikke var som mange andre familier. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så mindes jeg også at jeg tænkte , gad vide hvordan det ville være at være barn i din familie. Når jeg så en familie hvor de kunne noget andet , end hvad vi kunne i vores. I mit mere voksne liv, efter jeg fik min søn, har færdiggjort min uddannelse. Fået arbejde og ikke mindst lukket døren til mit barndomshjem. Er jeg blevet mere bevidst omkring at min fortid og barndom ikke behøver at danne rammen for, hvordan jeg ønsker at leve mit liv.

Min barndom, opvækst og de faktorer der har spillet ind undervejs i mit liv , danner rammen for hvordan jeg er som menneske. Et menneske som jeg er stolt af at være og ikke mindst et menneske, som jeg ikke har lyst til at lave om på. Jeg er stolt af mine værdier. Jeg er stolt af hvad jeg har opnået. Jeg er stolt af måden hvorpå, jeg er blevet bevidst omkring mig selv og mit liv. Og jeg er stolt af, at jeg hver dag øver mig i ikke at lade mig begrænse af, hvad vi har gennemgået og mistet.

At starte forfra

Jeg har skrevet lidt mere om at starte forfra her➡️ At starte forfra!

Når det så er sagt, så har jeg alligevel taget et valg om, at starte forfra. At træde væk fra alt hvad jeg er farvet af, af handlemønstre for at starte et liv, hvor jeg er bevidst om hvad jeg har af udfordringer, men at jeg ikke vil lade dem farve hvordan min fremtid skal være. Jeg har valgt at skabe min familie. En familie sammensat af mennesker, jeg har valgt skal være en del af mit liv.

Jeg har en helt fantastisk svigerfamilie, de kan noget andet end vores har kunnet. De besidder så mange fine værdier, strukturer, holdninger og en mængde stabilite. Noget som jeg virkelig finder ro og lykke i, af at være blevet en del af. Herudover har jeg nogle helt få, men tætte veninder der kender mig for alt hvad jeg er. Jeg fylder meget og smider ofte en bemærkning, som andre ikke ville tage godt i mod. Jeg ville heraf få et slag over fingrene. Men de vælger at se kvaliteten i, at vide hvordan jeg er og heldigvis for dem. Dem er jeg så evigt taknemmelig for , tak for jer <3

Nu er vi startet forfra her i vores liv med Nikolaj. Nu skal jeg bruge de næste år på, at udvikle mine sociale evner og indgå i nye fællesskaber. Og ikke mindst udvide Min helt egen selvvalgte familie , en spændende rejse jeg ser frem til trods en vis grad af usikkerhed.

Tak fordi du læste med🙏🏼

//Alexandra

“We only live ones – live free”

At starte forfra

Alexandrabnielsen
https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/30/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok-del-2/
BARNDOMSHJEM

Da hun tog afsted min kære mor, blev døren til mit barndomshjem lukket. Døren til en stor del af mig, forsvandt med hende. I den efterfølgende tid og stadigt tænker jeg på at ringe hende op, når jeg mangler svar på noget. Jeg har ikke været typen, der har benyttet mig meget af hendes hjælp. Men når jeg så endelig havde brug for hjælp og vejledning, så var hun kilden hertil. Hendes afsked har været en hård oplevelse.

EN REJSE

En rejse, der stadig griber om sig med en masse blandende og uhåndterbare følelser. Den rejse forventer jeg fortsætter resten af mit liv, og det må jeg acceptere. Jeg løber ind i mange anledninger, hvor jeg bliver påmindet om at hun ikke længere er en del af mit liv. Hvis det ikke er begivenheder der omhandler hende, såsom fødselsdag, morsdag, jul mm. Så er det fortællinger og afsavn benævnt af min søn, der jo mistede hans mormor.

Eller pludselige følelser der overvældende presser sig på, fordi man ved at hun kunne have været en del af noget, hun nu ikke får chancen for at deltage i. Med afskeden ventede der en ny start. En start på mit voksne liv uden muligheden for, at gå tilbage til mit barndomshjem. En start på en hverdag hvor gode råd ikke længere hang på træerne.

LIVET FORTSÆTTER

Men også en start hvor virkelighedens barske sandheder bankede på døren. Med dem fulgte sandheden om at verden går videre, til trods for døden og nu var det tid til at følge med uanset, hvor meget jeg havde lyst til at stoppe tiden og hente hende tilbage.

Til at starte med tog den ene dag den anden. Vores hverdag bestod af det den plejede og med samme struktur, det var jeg nød til. 14 dage efter startede jeg på arbejde som socialpædagog. Her kunne jeg mestre noget og jeg følte jeg var god til mit arbejde, jeg satte pris på det. Vi havde en hverdag vi stod op til og det gav et pusterum fra følelser og savn.

https://www.instagram.com/p/Bj4JLfcHxvF/?igshid=t5yvrdw7ziyw&fbclid=IwAR0IC9iZNhyGoz9ozmdUEQd_fReq9i1hCG5zzlGqUW9_NxD8yUPCDINUIag
NIKOLAJ

Med tiden blev jeg klogere på nogle af trælse fortidens valg, som jeg havde truffet i dumhed og fornægtelse. En af dem var min tid med Nikolaj, ham så jeg ikke længere, fordi jeg havde skubbet ham væk i sorgen. Ham skulle jeg vinde tilbage, det tog sin tid, men det lykkedes. Det blev til hverdag, vi var enige om at nu skulle det være. Jeg var blevet klar over, at han var den jeg skulle dele mit liv med og derfor valgte vi at starte vores fælles liv sammen i hans hus.

FRA EN BY TIL EN ANDEN

Det betød at vi skulle sige farvel til vores hverdag. Shawns og min, der hvor vi boede, også skulle vi starte forfra sammen med Nikolaj. Det har været det bedste valg jeg i mange år har truffet, at flytte væk fra minder og sorg og starte på en frisk, at få det på afstand og at kunne opsøge minderne igen, hvis behovet opstod. Flytningen har ikke kun været god for mig men også for min søn, der socialt begår sig bedre nu, end nogensinde, det er helt vildt som han har udviklet sig efter vi er flyttet. Det at vi alle bor i samme hus giver ro på og skaber tryghed for alle. Det er sku da om noget positivt 🙂

https://www.instagram.com/p/Bwj858wgn0X/?igshid=vnacp9zxjm45&fbclid=IwAR1nwVVYxhtD_mCS-vLEAw92aFNS6Lm-a_v8VHXAtadQdG-XjqRHK0KFAtw
Tak fordi du læste med.

“We only live ones – Live free.”

//Alexandra

Hvornår har man sagt farvel nok – del 2.

Hvornår har man sagt farvel nok – del 2.

Forleden udgav jeg et indlæg omkring min mor og hendes sygdom – det kan du læse mere om her: https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/28/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok/

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1480454882081431&set=pb.100003508010082.-2207520000.1564865850.&type=3&theater
Intensiv og meget dårlig.

Den 9 februar ringede de fra lungeafdelingen T1 på OUH med besked om at mor pludselig var blevet meget dårlig. Hun var derfor blevet overflyttet til Intensiv afdeling Vita, hvor hun formentlig skulle lægges i respiration, pga kraftig nedsat lungekapacitet. Min søster og jeg kørte til Odense omgående, og da vi ankom var ventetiden ufattelig lang pga. diverse undersøgelser. Disse for at fastslå hvad der var sket, siden hun ikke længere selv kunne trække vejret godt nok uden hjælp.

Vi fik lov til at besøge hende halvanden times tid senere. Lægen fortalte at hendes infektionstal var sky højt, så de havde igangsat hende i en stærkere antibiotisk behandling. Formentligt havde hun herudover fået en blodprop i den ene lunge. Grundet dette, fik hun hjælp til vejrtrækningen gennem en respirationsmaske og denne kunne godt se lidt voldsom ud. I tilfælde af situationen forværredes, skulle hun i respirator. Da jeg kommer ind til hende, ligger hun i sengen. Hun så angst ud og kæmpede virkelig for at trække vejret, hun forsøgte dog at smile. Man kunne se i hendes øjne, at hun virkelig ikke havde det godt.

4 gange respiratior:

Hendes tilstand forværrende sig 4 gange, 4 gange lå hun flere dage af gangen i respirator. 4 gange var vi til lægesamtaler med overlæger, fordi nu var det nu, at hun ikke længere kunne klare mere. Nu var det nu vi skulle forbedrede os på at det var sidste gang vi så hende. Jeg ringede på afdelingen hver dag, for at hører til hvordan det gik. For hverdag der gik, glædede man sig til at se hende og hendes forbedringer. Turen derover gik som en leg. For et hvert farvel blev det hårdere at gå og hele vejen hjem var ubeskrivelig lang og fyldt med følelser af afmagt, vrede og tristhed.

Alligevel forsøgte vi at motivere hende når vi kom. Vi forsøgte at overtale hende til, at hun skulle kæmpe for at komme med hjem, til trods for hun faktisk sagde at det gad hun ikke. Alligevel talte vi hende i munden og glemte at lytte og alligevel kom jeg til at agere som omsorgsperson og fagligt klogere. Fordi jeg fra mit dybeste ønskede hende det bedste og glemte måske at mennesket der lå i sengen var min mor.

En måned på intensiv.

Jeg var på besøg ved hende den 9 marts hele dagen. En måned med utallige af undersøgelser, en måned hvor hun gik fra at være Annette. Stædige Annette til at være Annette der intet selv kunne, dog stadig hende selv. Det var en dag som flere andre derovre. Hun havde en god periode trods alt, hun var livet lidt op og hun virkede til at være ved godt mod. Trods uroen og maskinerne omkring hende, som gjorde hende lidt forvirret. Jeg fortalte hende at jeg var nød til at holde weekend med Shawn.

Han havde i en måned været i at hans mor var kørt i tide og utide fordi mormors tilstand havde forandret sig. Nu kunne min samvittighed ikke længere bærer, at vi manglede kvalitetstid ham og jeg. Hun nikkede og forstod at jeg ikke kom før søndag. Hun kunne ikke snakke grundet respiratoren. Jeg sagde som altid, jeg ønsker at få dig med hjem. Jeg elsker dig, det ved du. Jeg ændrede dog slutningen til:

“Du skal kun kæmpe for din skyld, hvis du ikke vil kæmpe mere, så er det okay. Du er den sejeste jeg kender, du har kæmpet så godt, vejen endnu er lang. Jeg er voksen og jeg passer på min søster, sammen er vi stærkest. Jeg ved du siger far tager i mod dig, så hvis det er det du ønsker, så skal du tage afsted”

Ikke når jeg har pigerne

Mor holdte ALTID ud pga. pigerne. Altså min søster og jeg – os efternølere. Hvergang mor skulle noget, kunne hun ikke fordi hun havde os. Og nu skulle hun vide, at hvis hun ikke længere kunne mere, så var det okay at sige farvel. Jeg græd hele vejen hjem. Jeg fortalte min søster hvad jeg havde sagt til hende. Hende og min mors mand, skulle besøge mor om lørdagen, hvor hun også fortalte, at det var okay at hun tog afsted, at hun sagde farvel.

Søndag morgen 08.20 ringede de fra Vita – OUH , mors tilstand var kritisk og vi skulle komme hurtigt. Jeg skulle have Shawn afsat – Nikolaj kom. Jeg fik ringet rundt og sendt familien afsted, efterfølgende ud efter min ældste søster og afsted det gik. Undervejs var vejret dårligt. Himlen rørte næsten jorden af tåge, vi kunne intet se. Jeg sagde til min søster, hvis der er en dag hun tager afsted så er det idag, når himlen falder. Vi ankommer til sygehuset modtagende af 2 af mine søskende, der grædende fortæller, at mor ikke længere er hos os.

Sammen går vi derind, verden stod stille. Jeg græd højlydt. I skulle have ringet før, hvorfor trækker hun ikke vejret. Men tilbage kom hun ikke, kun hendes mand nåede at sige farvel.

Dagens sidste farvel

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1473529049440681&set=a.321950194598578&type=3&theater

Tak fordi du læste med.

“We only live ones – Live Free”

//Alexandra

Om at være både Mor og Far


 

En stor del af mig, er formet af at være barn nr 5, den sidste i rækken af 5 piger. Min ældste søster er 16 år ældre end mig. Det svarer næsten til 2 generationer – og det er nemt at mærke i vores relation. Min mor var gift med mine søskendes far og da de var små, besluttede min mor at hun ikke længere ville være sammen med ham. Det er idag meget normalt – dengang ikke så meget, men det stoppede dem ikke.

“Ven af huset

Min mor mødte nogle år senere en 18 årig gut , der arbejdede på et mekaniker værksted, der lå i forlængelse af det hus hun havde lejet. Han var 10 år ældre end min ældste søster og 10 år yngre end min mor. Han var en spøjs slank gut, med humor af en anden verden , med let til smil og en kæk personlighed. Til at starte med, var han ven af huset. Han spiste med når aftenerne i værkstedet blev sene og med tiden udviklede det sig til at han kunne kigge efter pigerne, hvis mor skulle noget.

Mor & far

https://www.instagram.com/p/Bmp2_cXnymB/?igshid=3w5aptc096zg

Tiden gik og han fulgte med. Alex hed han. Tiden han brugte med familien og min mor betød, at de udviklede følelser for hinanden. Nogle år senere, købte de en gammel skole, som de ville renovere. Mor blev gravid i 1990 med min søster, som de fik midt i renoverings processen. Min far arbejde som altid, hvis ikke i huset så på hans arbejde. Det havde sidenhen ændret sig fra en mekaniker stilling, til nu at være ved Lindab, hvor han lavede porte.

“Er han syg?”

Selvom han var ung, så gik han ind til mine 3 søskende. Han gav hvad han kunne og betragtede dem som en del af ham. I 1991 blev min mor, gravid med mig. De havde i årene forinden mistet 2 drengebørn, så min far var påpasselig med, at min mor ikke skulle overanstrenge sig. De havde 2 biler, hvoraf far 3 uger forinden havde været kørt galt i den ene.

Det blev januar 1992, mor var 5 måneder inde i hendes graviditet og far skulle på arbejde, han mødte kl 07. Han lod bilen stå, hvis der nu skulle ske noget hjemme hvor mor skulle bruge bilen. Han tog istedet hans vej crosser trods sne og is. Efter mødetid, ringede hans chef til mor og spurgte om han var syg. Mor forsikrede ham for at han var kørt på arbejde som normalt – han var aldrig syg.

2 mænd stod udeforan døren

Chefen sagde at han kunne være i den anden hal, det ville han følge op på og vende tilbage.

Kl. 11. Bankede det på døren – 2 politimænd iklædt uniform, stod foran mor da hun åbnede døren. De bad hende følge med, da de havde fundet en mand som hun skulle med på sygehuset for at identificere, hun fulgte med. Og der lå han så, min far. Han havde været ude for en ulykke. En ulykke hvori han blev dræbt, 25 år gammel. Verden væltede for min mor og familien. Hun stod nu selv med 4 piger, gravid med den 5. Uden mand og snart uden hjem. Min farfar, lod hende flytte fra hus og hjem, da far døde.

Min søster & jeg
Det har fulgt mig i årevis:

Jeg har brugt mange år på at forstå, hvorfor det var vores familie, der skulle rammes af dette tab. Hvordan verden gik videre og hun fortsatte med at være mor – og far for hendes piger. Jeg er vokset op med, at håbe på at han ville komme hjem igen, trods kirkegården blev introduceret for os i en tidlig alder så forstod jeg det ikke. Selv da jeg startede i skole, kunne jeg ikke forstå at nogle børn blev hentet af en mand som de kaldte far, når vi ikke blev. Mor gjorde hendes bedste, hun havde svært ved at tale om det pga savnet og ikke mindst fordi hun hverdag så på hans piger, der blev større og uden at vi var klar over det, så mindede vi hende om ham.

Mobning:

Det har fulgt mig i årevis – altid , at jeg ingen far havde, det har sat sine fodspor i mig at jeg ikke vidste hvem han var, eller hvor jeg kom fra. Jeg er blevet drillet vejen igennem folkeskolen med, at min far var død. Modbydelige uvidne unger, der kan finde på at være sådan. Jeg skulle lige have været voksen dengang.

We only live ones – live free

Tak fordi du læste med 🙏🏼

\\ Alexandra

So far so good, hvorfor blogge?

Selvom der findes alverdens blogge, med indblik i tusindende forskellige personligheders liv. Så har jeg besluttet at jeg ikke vil snyde mig selv for muligheden i at give jer et indblik i en bid af vores hverdag. Altså en hverdag som mange andres. Vores bestående af dagligdagens finurlige sammensætninger af kærlighed, grin, pligter, oplevelser og gøremål der danner rammen for vores sammenbragte familieliv.

LIDT OM OS:

Min familie består af min søn Shawn Leander på 6 år, som jeg har medbragt fra mit tidligere forhold. Herudover min kæreste Nikolaj på 28 år , som jeg igennem de sidste 5 år har delt op og nedture med. Ihvertfald nok igennemsnit 3 år ud af de 5 , den historie får i en anden gang . Vores hund Morgan og kaninen Plet. Sammen venter Nikolaj og Jeg en pige med ankomst dato den 26 august. Hvad tid hun melder sin ankomst ved jeg ikke endnu – men jeg modtager den formentligt om 3 ,5 ugers tid på eboks.

Selv hedder jeg Alexandra, jeg er 27 år, uddannet pædagog i 2018. Jeg er et bredt menneske. Forstået på den måde at jeg indeholder alverdens bedst tænkelige hensigter, ideer, handlemønstre, kreative øjeblikke. Jeg arbejder hver dag på, at finde vejen til mit eget jeg, efter jeg i Marts 2018 mistede rødderne til mit barndomshjem. Da jeg sagde farvel til min mor efter overvindelsen af lungekræft. Hun tabte kampen til efter komplikationer efter et langt og sejt intensivt forløb på OUH.

UDFORDRINGER:

I samråd med min psykolog blev jeg klogere på sorgen, på at samle mig selv når Mit barn på 5 år forventede at han kunne regne med hans mor. Samt at lære at finde balancen i, at fortsætte livet som flyver forbi trods sårede følelser, vrede og afmagt. Undervejs som jeg gennemlevede en tur tilbage til barndommen mødte jeg “den lille voksne” og mine sår på sjælen. Og i Maj 2018 fik jeg diagnosen ADHD. Siden hen og stadigvæk øver jeg mig i at skabe balance mellem det at være og at lærer at leve livet med nye øjne på tilværelsen. Herudover forsøger jeg at skabe en bredere forståelse for mine særheder og hvor disse kommer fra.

Hvorfor http://www.momster.dk?

Jeg har valgt at jeg vil blogge ligenetop herinde, fordi jeg selv har fulgt med over længere tid og jeg er helt vild med ideen om at siden her går fra en mor til en anden og viser flere bud på det hele billede af det at være, for det er helt kun os selv, der kan definere , hvem vi er og hvad det er der er vigtigt for ligenetop os.

Følg endelig med på ikke kun min – men vores rejse til alt hvad livet må byde på af udfordringer og uperfekte øjeblikke 😊

Læs lidt mere om Bloggen her :

https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/om-bloggen/

“We only live ones – live free”

Tak fordi du læste med.

-Alexandra

Shawn, Nikolaj & jegj // Alexandrabonielsen

Hvornår har man sagt farvel nok?

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1469287786531474&set=pb.100003508010082.-2207520000.1564865852.&type=3&theater

Del 1.

For at tingene skal give mening og for at jer der ikke kender til min historie får et billede af hvordan min verden nogle gange er sort / hvid. Så får i ligesom fortællingen af min far igår – idag fortællingen om, hvad der for mig har været den værste oplevelse i mit liv – da mor fik kræft.

“Det sker kun for naboen….”

“ hvornår har man sagt farvel nok? Mærket nok, smilt nok, talt nok sammen, motiveret nok, nusset nok, holdt nok i hånden, duftet nok, givet omsorg og kærlighed nok? Smerte og savn, Klump i halsen, ulækker fornemmelse i kroppen !! …”

https://www.instagram.com/p/BgO58QglsiM/?igshid=1sehqkbelhr1y&fbclid=IwAR1cQnHN9U7LTpT6Dd2nVI1W6WgHD4Ts49ond7SwW5_vIeAe8T4axeUearM

Min mor havde i November 2017 fået en udposning, på hendes ribben og hun blev derefter videresendt af egen læge til yderligere udredning. Hun fik i December 2017, konstateret lunge kræft. Med det fulgte der et helt pakkeforløb på OUH, samt Sønderborg sygehus. Et forløb der indeholdte en række undersøgelser, for at lokalisere hvor kræften sad og hvad der skulle tilbydes af videre behandling.

Vi sidder samme dag som hun har fået svar på hendes prøver, på vores lokale kro og får en enkelt øl. Et sted som hun iøvrigt holdte meget af at komme. Her snakker vi situationen igennem og hun fortæller mig at hun har levet det liv hun gerne ville og nået mere end de fleste.

Han ville tage i mod hende.

Hun havde fået 5 dejlige forskellige piger, 11 fantastiske børnebørn. Hun havde haft 10 gode år med hendes mand, som havde indeholdt ting hun holdte særligt af. Hvis hun ikke overlevede kræften, vidste hun at vores far som hun mistede da hun var gravid med mig, ville vente på den anden side. Det kan du læse mere om her:https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/27/om-at-vaere-baade-mor-og-far/ Hun mente han ville tage i mod hende med åbne arme. Hun var iøvrigt også troende på mere end himmel og jord. Heldigvis i denne situation, da dette gav hende ro.

Efter flere undersøgelser blev hun den 22 december opereret første gang, i højre lunge. Her fik hun fjernet den nederste del af lungen. Forinden 1 operation lavede man flere undersøgelser og fandt mere kræft, dog i venstre lunge.

Mor var meget påståelig og til trods for hendes alvorlige sygdom, havde hun et ønske om at blive opereret hurtigst muligt efter 1 operation. Lungetestene efter operationen var fine, så næste operation var mulig. Kort efter, den 18 januar, 3 dage efter jeg bestod min Professions bachelor i Pædagogik – hvor hun iøvrigt deltog. Blev hun igen opereret i venstre lunge og fik fjernet det nederste af denne.

“Det sygdom skulle bare overvindes, så hun kunne komme videre”

Efterfølgende havde vi nogle rigtig gode dage. Mor havde højt humør og var glad for at kræften nu var væk. Vi besøgte hende dagligt, vi grinte sammen, snakkede om alverdens, bla. hvilken suppe jeg skulle forberede til hendes hjemkomst. Fordi de på lungeafdelingen mente at hun skulle fedes lidt op igen, når appetitten kom tilbage. Vi var måske ikke gode nok til, at se virkeligheden i øjnene..

Ja for at det ikke skal være løgn, så oprettede jeg en Lotto profil til hende den dag. For nu hvor sygdommen havde ramt hende, så måtte hun jo have held i spil. Når man tænker tilbage på det nu, så føles det som om det måske var måden hvorpå hun overlevede det psykisk. At hun kunne grine lidt af noget andet, når virkeligheden gjorde for ondt.

Fortsættelse følger ..

Del 2: http://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/30/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok-del-2/

“We only live ones – live free”

Tak fordi du læste med.

//Alexandra