Vælg din familie

En af de ting livet har lært mig er, at man selv vælger sin familie. Familie behøver ikke nødvendigvis at være beslægtet med blod. Jeg kommer fra en stor, rodet familie. En familie hvor jeg kalder størstedelen min moster eller onkel. Fordi jeg simpelthen ikke ved hvem de er eller kan holde styr på hvor de kommer fra , for den sags skyld. Det er en større opgave og rodet går flere generationer tilbage.

Det har aldrig rigtig været i min nærmeste families interesse , at sortere, eller at rydde op i det rod, der har været mellem de forskellige generationer. Derfor går der den ene fortælling, til den næste om, hvorfor det er, at min nærmeste familie, ikke har så meget med den øvrige familie at gøre. Og fortællinger er jo fortællinger, der går fra mund til mund. Mange af dem også fortællinger, der opstår i sårede følelser og måske andre gange uvidenhed. Og fred være med det. Det er ikke muligt at ændre på andres fortælle evne. Slet ikke når de er i en tilstand, hvor de ikke ser sammenhænge og sandheder klart.

At gå tilbage.

Efter jeg startede på min uddannelse som pædagog, blev det vigtigt for mig at undersøge og afdække hvor jeg kom fra. Det betød at jeg havde behov for at gå tilbage i tiden og simpelthen få styr på, hvordan min far bla. Var som menneske og hvad hans historie var. Han døde før jeg blev født, det kan du læse mere om her ➡️Om at være både Mor og Far!

Da jeg fik styr på ulykken, dødsannoncer, fik en snak med mine søskende og ikke mindst min mor og aktindsigt ved politiet. Fik jeg lukket et kapitel i mit liv som jeg i min barndom brugte meget energi på.

Med på vejen under min uddannelse, fik jeg også øje på nogle mønstre og miljøer, som jeg i min barndom havde været en del af. Nogle mønstre og miljøer, som gjorde at jeg ofte identificerede mig med nogle at de emner eller diskussioner vi gennemgik / havde i undervisningen. Som bla. Social arv, mennesker i udsatte positioner, mestring, trivsel, livsbetingelser, deltagelse i fællesskaber osv.

Barndom.

Jeg blev bekend med, at vi som familie, ikke var som mange andre familier. Når jeg tænker tilbage på min barndom, så mindes jeg også at jeg tænkte , gad vide hvordan det ville være at være barn i din familie. Når jeg så en familie hvor de kunne noget andet , end hvad vi kunne i vores. I mit mere voksne liv, efter jeg fik min søn, har færdiggjort min uddannelse. Fået arbejde og ikke mindst lukket døren til mit barndomshjem. Er jeg blevet mere bevidst omkring at min fortid og barndom ikke behøver at danne rammen for, hvordan jeg ønsker at leve mit liv.

Min barndom, opvækst og de faktorer der har spillet ind undervejs i mit liv , danner rammen for hvordan jeg er som menneske. Et menneske som jeg er stolt af at være og ikke mindst et menneske, som jeg ikke har lyst til at lave om på. Jeg er stolt af mine værdier. Jeg er stolt af hvad jeg har opnået. Jeg er stolt af måden hvorpå, jeg er blevet bevidst omkring mig selv og mit liv. Og jeg er stolt af, at jeg hver dag øver mig i ikke at lade mig begrænse af, hvad vi har gennemgået og mistet.

At starte forfra

Jeg har skrevet lidt mere om at starte forfra her➡️ At starte forfra!

Når det så er sagt, så har jeg alligevel taget et valg om, at starte forfra. At træde væk fra alt hvad jeg er farvet af, af handlemønstre for at starte et liv, hvor jeg er bevidst om hvad jeg har af udfordringer, men at jeg ikke vil lade dem farve hvordan min fremtid skal være. Jeg har valgt at skabe min familie. En familie sammensat af mennesker, jeg har valgt skal være en del af mit liv.

Jeg har en helt fantastisk svigerfamilie, de kan noget andet end vores har kunnet. De besidder så mange fine værdier, strukturer, holdninger og en mængde stabilite. Noget som jeg virkelig finder ro og lykke i, af at være blevet en del af. Herudover har jeg nogle helt få, men tætte veninder der kender mig for alt hvad jeg er. Jeg fylder meget og smider ofte en bemærkning, som andre ikke ville tage godt i mod. Jeg ville heraf få et slag over fingrene. Men de vælger at se kvaliteten i, at vide hvordan jeg er og heldigvis for dem. Dem er jeg så evigt taknemmelig for , tak for jer <3

Nu er vi startet forfra her i vores liv med Nikolaj. Nu skal jeg bruge de næste år på, at udvikle mine sociale evner og indgå i nye fællesskaber. Og ikke mindst udvide Min helt egen selvvalgte familie , en spændende rejse jeg ser frem til trods en vis grad af usikkerhed.

Tak fordi du læste med🙏🏼

//Alexandra

“We only live ones – live free”

Den søde ventetid

 

…”Med graviditet følger der alverdens. Overflod af følelser, kærlighed, frygt, månedlige lange smerter i livmoderen, fordi det vokser så stærkt. Undersøgelser i bane vis og scanninger, hvis man er så uheldig at løbe ind i komplikationer som jeg gjorde. Sygemeldinger…”

I Forlængelse af mit opslag omkring overtro og røverhistorier vedrørende graviditet forleden dag; kan læses her ➡️ Overtro og Røverhistorier.. Så ved vi alle sammen, eller ihvertfald os der har prøvet det. At en graviditet ikke kun er fantastisk.

Det er en pige.

Jeg ramte torsdag uge 36+0 / 90% af min graviditet, hvilket i sig selv jo er fantastisk. Lige om lidt er Lillesøster færdigbagt. Klar til den store verden og ikke længere under kategorien, for tidlig født hvis det skulle ske før mit Pks.

Jeg er også nået dertil, hvor Lillesøster fylder godt i maven- inklusiv lidt ekstra. I graviditeten med min søn, oplevede jeg ikke i den grad af sure opstød og mængden af mavesyre som jeg har denne gang. Hertil ville nogle påstå, at det er fordi jeg venter en pige og hun helt sikkert har meget hår. Det var ihvertfald bla. Den kommentar min søster kom med, da jeg tidligere idag snakkede i telefon med hende.

Stædig.

Jeg er typen der ikke giver folk ret, bare fordi de tror de har det. Jeg har nu alligevel måtte overgive mig til den pakke tyggetabletter hun købte for flere uger tilbage. Da hun i alt hendes påståelighed, næsten stampede i jorden på apoteket, fordi hun mente de blev nødvendige. Tabletterne kan købes her ➡️ https://www.med24.dk/alminox

Jeg har i min graviditet kunne sove indtil for et par dage siden. Hele natten uden at tisse , hvis jeg stoppede med at drikke kl 21. Og selvfølgelig sørgede for at tisse 2 gange inden sengetid, halleluja! Jeg oplever nu også stikkende, nivende, ubehagelige plukveer. Mange af dem og et belastet bækken, når jeg ihærdigt forsøger at vende mig i vores seng.

I nat måtte jeg op for fulde gardiner. Jeg skulle tisse allerede 00:30, gik i seng kl 23, tissede lige inden. Da jeg havde ordnet det, måtte jeg ud i køkkenskabet og knække en tyggetablet ud og i al forfærdelighed tygge den, fordi jeg oplevede uovervindelig meget sureopstød. En var ikke nok, jeg tyggede 3 stk. Sørme om jeg igen kl 04:30 ikke skulle tisse igen. Og tygge 3 mere ! Ih de er så ulækre. Konsistensen i tænderne er bare ubehagelig . Jeg måtte dog erkende at de hjalp. Så blev jeg udover tisseriet vækket , som nok flere andre pga. Lyn og torden og mor her ud af sengen og lukke diverse vinduer, slukke kontakter til fjernsyn og igen lige tisse. Sørme så om Shawn ikke vågnede kl 06. 🤦🏽‍♀️😅

Spytpotte

Jeg måtte give mig. Det er som om jeg mister lidt af mig selv når jeg skal erkende at hun har ret! Men det fik hun idag da jeg snakkede med hende. Vi grinte af situationen og jeg fik slynget ud at jeg måtte anskaffe mig en spytpotte, hvis de sure opstød og mængden af mavesyre, fortsatte med at blive værre. Åh Gud hvor jeg nu ser frem til at den længe ventede mave, bliver nogenlunde sig selv. Så jeg kan mærke effekten af 2 stk velfungerende lunger, der kan folde sig helt ud og ikke længere bliver belastet af vores 18 trappetrin til førstesalen.

Endnu mere glæder jeg mig til, at byde velkommen til endnu et lille menneske af mine og bruge tid på, at lære hende at kende og sammen starte vores nye familiebillede🥰 !!

Tak fordi du læste med.

//Alexandra

“We only live ones – live free “

Overtro og Røverhistorier.

Graviditet

Der sker noget med kroppen, den reagere anderledes. Nogle har vildt uregelmæssige cyklusser, andre ved til punkt og prikke hvornår de har ægløsning. Selv kunne jeg pludselig ikke længere indtage de samme mængder bland selv slik, uden at det mærkedes som om at jeg fik for meget mavesyrer, eller var det bare for meget sukker. I starten overvejede jeg det ikke. Jeg tænke bare at jeg næste gang måtte spise lidt mindre aftensmad for mit bland selv slik skulle jeg ikke snydes for!

Jeg har ellers gjort hvad jeg kunne, for at holde styr på min cyklus med en app, hvori jeg kunne plotte informationer ind. Beskyttelse har jeg ikke brugt siden jeg fik konstateret celleforandringer i underlivet i 2016. Jeg ville ikke påvirke min krop med præparater, indeholdende forskellige hormoner. Denne her app kunne eftersigende beregne cyklus og ægløsning udfra gennemsnittet af indtastninger. Vi undlod sexytime, når den reklamerede med, at nu var det nu vi skulle passe på! Visse vasse – gravid var jeg ligepludselig, da vi allermindst ventede det.

Man må tage det sure med det søde.

Med graviditeter følger der alverdens. Overflod af følelser, kærlighed, frygt, månedlige lange smerter i livmoderen, fordi det vokser så stærkt. Undersøgelser i bane vis og scanninger, hvis man er så uheldig at løbe ind i komplikationer som jeg gjorde. Sygemeldinger, dialog med arbejde, fagforening, læger mm. Også alverdens tanker. Tanker om man nu kan elske barn nr 2, ligeså meget som barn nr 1. Forestillinger om fremtiden med 2 børn, om familie, om forhold. Og ikke mindst tanker og forestillinger om det lille menneske, der hver dag vokser sig større og stærkere inde i dig.

Den ene siger det ene og den anden noget andet.

Hvis du får væske i benene, bliver det en dreng. Har du morgenkvalme bliver det en pige. Hvis du får øget hårvækst, så er det helt sikkert en dreng. hvis din mave er bred er det en pige. Har du lyst til frugt, venter du en pige. Kød så venter du en dreng osvosv.

Sagen er den, jeg er velsignet nu med en sund og rask dreng fra 2013. jeg havde ingen vand i benene. Nu er jeg gravid med en pige og har ej heller vand i benene. Jeg har sammme figur som sidste graviditet. Jeg spiser som sidst, har i 1 og andet trimester ikke spist særlig meget kød, det gjorde jeg heller ikke i første graviditet. Så jeg tror det er individuelt, hvordan kvinde kroppen reagere pr. graviditet, hvilket i øvrigt er helt fantastisk.

Fortællinger:

For sulan om der ikke også følger beretninger med. Fortællinger eller røverhistorier kan man også kalde dem. Gamle fortællinger om at det betyder ulykke, at rede baby’s seng inden baby er født. Og ligeledes at det betyder uheld, at få barnevognen hjem før tid. Og selvom det måske er overtro, at barnevognen ikke må komme hjem før tid. Så er det alligevel mere normalt nu at vente med at få den hjem, fordi det er blevet en tradition at vente. Og ligeledes venter de fleste også med at rede babys seng, til man kommer hjem fra hospitalet, fordi det er omtalt at det kan betyde ulykke.

Du kan læse mere om forberedelser her:

https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/wp-admin/post.php?post=244&action=edit

Følg dine værdier.

Normalt retter jeg ikke opmærksomheden mod ting, der ikke giver mening ift. mine værdier. Men lige omkrig det her overtro, så er der et elller andet der siger mig, at jeg hellere vil vente. For set nu at min samvittighed skulle dukke op, i tilfælde af noget skulle ske. Så vil jeg hellere bare trække det lange strå og vente tiden af. Også selvom det nu altså er hyggeligt, med alle de forberedelser der følger med den voksende mave.

Nu har vi så ventet i 4 mdr. på vores barnevogn. Du kan se den her: https://www.instagram.com/p/B03Ryd5Dgld/ Imorgen skal Nikolaj og min svigermor hente VORES barnevogn. Mor her har selvfølgelig sørget for, at den ikke kommer herhjem 😀 Min svigermor har sågar sagt, at jeg ikke må komme med ! Og til trods for at jeg synes det er en lille smugle skørt, så skal det altså bare ikke være min utålmodighed, der skal danne baggrund for hvis noget skulle ske. Børn får man ikke bare for at få dem og da slet ikke for at tage chancer. Jeg glæder mig bare sådan til at udvide vores lille familie og møde lillesøster. Andre der har det på samme måde med overtro og røverhistorier ?

“We only live ones – live free”

Tak fordi du læste med.

//Alexandra

Forberedelse

Lillesøster

Lillesøster melder snart sin ankomst. Med det følger der en masse forberedelse, det kender vi vist alle til. Ihvertfald alle os der har prøvet det før. Heldigvis har man god tid til at få styr på de ting der nu engang skal styr på, når sådan et lille menneske skal melde sin ankomst. Det er ikke kun det materielle der skal forberedes. Særligt har jeg selv haft brug for mentalt at forberede mig på at skulle omstille mine rytmer, som jeg har på nuværende tidspunkt, til igen at blive styret udefra. Som ens rytme nu gør med en baby i huset.

Jeg ville lyve lidt hvis jeg ikke sagde, at jeg også har skullet bruge noget tid på at forberede mig selv på, at skulle starte forfra med sådan et lille menneske. Og ikke nok med det, så har det også fyldt meget det her med, at de udviklingsmæssigt er langt fra hinanden når hun kommer til verden.

Jeg har skrevet lidt om at starte forfra her:

http://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/08/03/at-starte-forfra/
Enebarn

Herudover har jeg brugt tid på at vende og dreje tanker omkring, hvad det kommer til at have af betydning for Shawn. Han skal indfinde sig i hans nye rolle, som storebror. Shawn er enebarn, det er nemt at mærke. Han ved ligepræcis hvad han skal sige, når han ønsker sig noget nyt. Han ved også hvordan kan skal sno hans mor om lillefingeren, til at få fredag bom på en torsdag, når han skal på weekend ved hans far.

Han vil allerhelst at hans ting står uberørt når vi får gæster. Også er han mærket af, at jeg har brugt utroligt meget tid med ham gennem årene. Dvs at han måske ikke helt er god til at lege selv. Han vil rigtig gerne underholdes. Dog er han særligt dygtig til at fordybe sig i projekter. Han er kreativ, klog, meget ihærdig og så er han livsglad, hvilket jo kun er positivt.

Alle børn reagere når der sker ændringer i deres liv. Jeg håber på at jeg er klædt nok på, til at håndtere at den reaktion der kommer. Jeg har forsøgt at inddrage Shawn i forberedelserne til at lillesøster kommer. Han har bla. samlet kravlegården og været med til at lægge hendes ting klar. Han iagttager nysgerrigt og spørger undersøgende hvad diverse ting skal bruges til. Han tager del i og foreslår, hvad han kan lave med lillesøster når hun kommer. Så kan man kun blive varm om hjertet.

Fordel

Jeg tror på at hans alder og forståelse skaber muligheder. Der kommer til at være 6 1/2 års forskel på ham og hans lillesøster. Det har selvfølgelig betydning. Jeg vælger at drage det til vores fordel i og med at hans forståelse gør at man kan forklare ham ting undervejs og inddrage ham i flere gøremål omkring lillesøster. Der er ingen tvivl om at jeg får 2 “enebørn” på baggrund af deres aldersforskel. Så kan jeg jo kun håbe på og be lidt til, at vi får en lillebror eller lillesøster mere på et senere tidspunkt 😀

Forberede Far:

Så ved jeg ikke om det er sådan en generel ting med mænd. Jeg har forsøgt at inddrage min kæreste i, hvad jeg tænkte der var relevant for ham. Og forberede ham mentalt på, hvordan det er at få en baby i huset, ved at fortælle ham om hvordan det var dengang jeg fik Shawn. Men det er som om at det bliver lidt for urealistisk for ham. Gad vide om mænd ikke har samme forestillingsevner som kvinder? Vi må håbe det kommer når hun bliver født, for det andet virker til, at være lidt op ad bakke 😛

Tak fordi du læste med.

“We only live ones – live free”

// Alexandra

https://www.instagram.com/p/B0iLS5yje47/?igshid=1tuc4ufl4y88o&fbclid=IwAR0fFXzRqy3Tfhjpcs_jiNcGFAA04QpgoY2MzWoKEkqGDEn-swRTA4DTkMk

Et Farvel og et Velkommen

https://www.facebook.com/photo.php fbid=1980632205397027&set=pb.100003508010082.-2207520000.1564859104.&type=3&theater

Jeg havde en forestilling om at Shawn var det eneste barn jeg skulle have. Jeg havde gjort mig en masse tanker om, hvorvidt om jeg havde lyst til at starte forfra, at byde velkommen eller sige hej til et nyt barn. Eller Om jeg overhovedet ville have børn med 2 mænd. Og om forestillingen i at kunne give Shawn alt det jeg ville hvis jeg kun havde ham . Shawn var 5 år da jeg mistede min mor. Jeg fik en bræt opvågning. Jeg ville ikke tilbyde ham at han skulle stå selv, hvis der en dag skulle ske mig noget. Det vigtigste jeg havde da jeg skulle sige farvel til min barndom, var min søster . Her kan du læse noget om vores ” at starte forfra”:

http://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/08/03/at-starte-forfra/

Gravid :O

Med flytningen og den nye start, fulgte der hurtigt en graviditet med, som vi overhovedet ikke havde planlagt. Jeg ved ikke om det var vores nyvundne kærlighed, der skabte muligheden. Eller om min mor havde en finger med i spillet. Men gravid var jeg altså. Jeg testede positivt den 3 januar og nu hvor vi snakker en ny start, så var det en lille del af det, der fulgte med vores år 2019. Vi skal byde velkommen. Nikolaj skal være far, Shawn storebror og jeg mor igen. Vi er vokset op med fortællinger om, at der er mere mellem himmel og jord. Deraf kommer min bagtanke, om min mor nu havde en finger med i spillet. Jeg bliver så varm om hjertet når jeg tænker på, at det var sådan det gik til.

Storebror<3

Enebarn bliver Shawn ikke, han skal være storebror til en lille pige. Faktisk lige om lidt. 23 dage tilbage og så byder vi lillesøster velkommen til vores Familie. Det er et velkommen jeg ser frem til nu endelig, langt om længe. Graviditeten har i nogle sammenhænge været svær at forholde sig til, fordi der jo følger en masse følelser og kilometer lange hormoner med. Det har været lidt op ad bakke af glæde sig til at tage i mod, hvad der kunne have været barnebarn nr 12 i rækken for mor. Nu første barnebarn der ser dagens lys, uden at hun får lov at opleve det.

En graviditet er jo normalt en lykkelig omstændighed. Men lykkelig har været en svær følelse at relatere til, når man ikke har kunnet dele undersøgelser og skanninger med sin mor. Og i stedet skulle gennemgå mærkedage af hendes. Hvor har jeg dog tit gerne villet ringe og fortælle hende, hvad der skete i mit liv. Heldigvis er jeg / vi velsignede med en svigerfamilie, der rummer så meget kærlighed og lykke til mig og min søn.<3 og mon ikke om hun følger med deroppe?

“We only live ones – live free”

Tak fordi du læste med.

// Alexandra

At starte forfra

Alexandrabnielsen
https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/30/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok-del-2/
BARNDOMSHJEM

Da hun tog afsted min kære mor, blev døren til mit barndomshjem lukket. Døren til en stor del af mig, forsvandt med hende. I den efterfølgende tid og stadigt tænker jeg på at ringe hende op, når jeg mangler svar på noget. Jeg har ikke været typen, der har benyttet mig meget af hendes hjælp. Men når jeg så endelig havde brug for hjælp og vejledning, så var hun kilden hertil. Hendes afsked har været en hård oplevelse.

EN REJSE

En rejse, der stadig griber om sig med en masse blandende og uhåndterbare følelser. Den rejse forventer jeg fortsætter resten af mit liv, og det må jeg acceptere. Jeg løber ind i mange anledninger, hvor jeg bliver påmindet om at hun ikke længere er en del af mit liv. Hvis det ikke er begivenheder der omhandler hende, såsom fødselsdag, morsdag, jul mm. Så er det fortællinger og afsavn benævnt af min søn, der jo mistede hans mormor.

Eller pludselige følelser der overvældende presser sig på, fordi man ved at hun kunne have været en del af noget, hun nu ikke får chancen for at deltage i. Med afskeden ventede der en ny start. En start på mit voksne liv uden muligheden for, at gå tilbage til mit barndomshjem. En start på en hverdag hvor gode råd ikke længere hang på træerne.

LIVET FORTSÆTTER

Men også en start hvor virkelighedens barske sandheder bankede på døren. Med dem fulgte sandheden om at verden går videre, til trods for døden og nu var det tid til at følge med uanset, hvor meget jeg havde lyst til at stoppe tiden og hente hende tilbage.

Til at starte med tog den ene dag den anden. Vores hverdag bestod af det den plejede og med samme struktur, det var jeg nød til. 14 dage efter startede jeg på arbejde som socialpædagog. Her kunne jeg mestre noget og jeg følte jeg var god til mit arbejde, jeg satte pris på det. Vi havde en hverdag vi stod op til og det gav et pusterum fra følelser og savn.

https://www.instagram.com/p/Bj4JLfcHxvF/?igshid=t5yvrdw7ziyw&fbclid=IwAR0IC9iZNhyGoz9ozmdUEQd_fReq9i1hCG5zzlGqUW9_NxD8yUPCDINUIag
NIKOLAJ

Med tiden blev jeg klogere på nogle af trælse fortidens valg, som jeg havde truffet i dumhed og fornægtelse. En af dem var min tid med Nikolaj, ham så jeg ikke længere, fordi jeg havde skubbet ham væk i sorgen. Ham skulle jeg vinde tilbage, det tog sin tid, men det lykkedes. Det blev til hverdag, vi var enige om at nu skulle det være. Jeg var blevet klar over, at han var den jeg skulle dele mit liv med og derfor valgte vi at starte vores fælles liv sammen i hans hus.

FRA EN BY TIL EN ANDEN

Det betød at vi skulle sige farvel til vores hverdag. Shawns og min, der hvor vi boede, også skulle vi starte forfra sammen med Nikolaj. Det har været det bedste valg jeg i mange år har truffet, at flytte væk fra minder og sorg og starte på en frisk, at få det på afstand og at kunne opsøge minderne igen, hvis behovet opstod. Flytningen har ikke kun været god for mig men også for min søn, der socialt begår sig bedre nu, end nogensinde, det er helt vildt som han har udviklet sig efter vi er flyttet. Det at vi alle bor i samme hus giver ro på og skaber tryghed for alle. Det er sku da om noget positivt 🙂

https://www.instagram.com/p/Bwj858wgn0X/?igshid=vnacp9zxjm45&fbclid=IwAR1nwVVYxhtD_mCS-vLEAw92aFNS6Lm-a_v8VHXAtadQdG-XjqRHK0KFAtw
Tak fordi du læste med.

“We only live ones – Live free.”

//Alexandra

Jeg vil gerne med dig hjem

 

https://www.instagram.com/p/B0lG8sUnRXH/?igshid=102ttvfsrqeyp

Shawn skulle i den her uge opstarte i SFO igen efter 3 ugers ferie. Mandag holdte han dog fri, fordi vi søndag kom sent hjem fra Baagø. Vi havde været på overnatning ved Nikolajs søster, mand og deres børn, der er jævnaldrende med Shawn, iøvrigt en super dejlig tur ❤️

Nå men jeg er that kind of mom. Moren som tror på at faste rammer og struktur skaber mulighed for, at ens børn kan rumme mere. Her tænker jeg når de er i institution, samt andre sammenhænge hvor dagsordnen kan ændres fra øjeblik til øjeblik. Jeg tror Også på at forberedelse, skaber tryghed til at mestre mere når de udfordres, fordi de har en ide om hvad der skal ske. Jeg tror ihvertfald på, at det giver min søn de bedste muligheder for trivsel, udvikling og læring. Herhjemme har vi samme “dagsorden” næsten uanset hverdag eller weekend. Jeg tror på at det skaber balance i børn, at de ved hvornår de skal hvad. Samtidigt med at de ved, hvornår der er rum til at de kan det, de gerne vil.

Vi kan noget ham og jeg.

En af de positive oplevelser jeg har med min søn er, at vi ikke behøver at forhandle ting, der er en fast del af hans struktur. Det giver mig mulighed for at være den bedste udgave af mig selv, overfor ham. Vi behøver ikke bruge en masse tid på, at diskutere hvorfor han skal det han skal. Og nej vi forhandler selvfølgelig også , om en eller 2 is , om fredags bom på en onsdag osv. Men vi forhandler ikke om hvorfor han skal have børstet tænder. Eller hvornår han skal, for det er bare sådan det er og han ved det.

Han kan protestere, det kan jeg også. Det nemmeste for mig er at tælle til 3. Eller ihvertfald at begynde, for 3 når jeg aldrig til. Det gjorde jeg engang, der kom han på værelset og så kunne han komme igen, når han var klar. Livet bliver meget lettere med børn der trives og børn der ved hvad de skal. Når jeg ser på mit barn, så ved jeg hvad jeg synes er rigtigt for ham og ikke mindst for mig selv.

Det er fordi du er pædagog.

Andre vil referere til at jeg bare er Pædagog . En pædagog der har læst noget litteratur, som jeg har formet mit barn udfra. Det hører jeg ofte…. Og ganske rigtigt har jeg læst og oplevet meget igennem min uddannelse. Men det vigtigste for mig som mor er, at jeg har mine værdier med mig. Ligesom det mest vigtige for mig uanset om jeg er hjemme eller ude er. At jeg er mig selv ! Med alt hvad det indebærer. Jeg brænder fingrene ofte både hjemme og ude. Omkring min søn, og på arbejde. Det vil jeg hellere end at være i tvivl om , om jeg gør det rigtige overfor mit barn og overfor mig selv!

Idag var et af de øjeblikke, hvor min søn slet ikke magtede at han skulle være i SFO. Han var der igår. Der var ikke mange af hans venner og dagen ligner ikke den normale dag, som han har været vandt til. Med førskole og efterfølgende en time i SFO. Jeg fortæller mig selv at jeg kender ham og at det er det der sker. Det gjorde det umuligt at aflevere ham. Min samvittighed kunne ikke klare det. Jeg skulle bare i banken og handle og han kunne jo komme med! Normalt ville jeg holde på, at han skulle afsted, fordi jeg skal noget andet.

Jeg vil gerne med dig hjem.

Men idag , klyngede han sig op af mig. Omklamrede mig og kunne ikke fortælle hvad han gerne ville lave. Der var ingen voksne han var tryg ved. Det han sagde var “Jeg vil gerne med dig hjem”. Også stod jeg der, i irritation og dårlig samvittighed og tænkte, det kan bare ikke passe. Men selvfølgelig ville han med mig hjem. Jeg tror på at børn ikke er trælse fordi de gerne vil være det, men fordi de ikke ved bedre.

Shawn kunne ikke magte at være dernede og jeg tog ham med hjem. Med tanken om at det kommer til at give bagslag gange 100, næste gang han ikke vil være i SFO. Men så vil jeg hellere tage kampen en anden dag. Hvor jeg ikke har samme mulighed for, lige at tage ham med hjem.<3 han er jo mit et & alt. Nu holder vi ferie resten af ugen. Også prøver vi igen på mandag, hvor flere af hans venner, forhåbenligt er tilbage 🤞🏼😊

Jeg kan umuligt være den eneste mor med denne oplevelse🙈?

Tak fordi du læste med.

“We only live ones – live free”

\\ Alexandra

Hvornår har man sagt farvel nok – del 2.

Hvornår har man sagt farvel nok – del 2.

Forleden udgav jeg et indlæg omkring min mor og hendes sygdom – det kan du læse mere om her: https://etstrejfafuperfekt.momster.dk/2019/07/28/hvornaar-har-man-sagt-farvel-nok/

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1480454882081431&set=pb.100003508010082.-2207520000.1564865850.&type=3&theater
Intensiv og meget dårlig.

Den 9 februar ringede de fra lungeafdelingen T1 på OUH med besked om at mor pludselig var blevet meget dårlig. Hun var derfor blevet overflyttet til Intensiv afdeling Vita, hvor hun formentlig skulle lægges i respiration, pga kraftig nedsat lungekapacitet. Min søster og jeg kørte til Odense omgående, og da vi ankom var ventetiden ufattelig lang pga. diverse undersøgelser. Disse for at fastslå hvad der var sket, siden hun ikke længere selv kunne trække vejret godt nok uden hjælp.

Vi fik lov til at besøge hende halvanden times tid senere. Lægen fortalte at hendes infektionstal var sky højt, så de havde igangsat hende i en stærkere antibiotisk behandling. Formentligt havde hun herudover fået en blodprop i den ene lunge. Grundet dette, fik hun hjælp til vejrtrækningen gennem en respirationsmaske og denne kunne godt se lidt voldsom ud. I tilfælde af situationen forværredes, skulle hun i respirator. Da jeg kommer ind til hende, ligger hun i sengen. Hun så angst ud og kæmpede virkelig for at trække vejret, hun forsøgte dog at smile. Man kunne se i hendes øjne, at hun virkelig ikke havde det godt.

4 gange respiratior:

Hendes tilstand forværrende sig 4 gange, 4 gange lå hun flere dage af gangen i respirator. 4 gange var vi til lægesamtaler med overlæger, fordi nu var det nu, at hun ikke længere kunne klare mere. Nu var det nu vi skulle forbedrede os på at det var sidste gang vi så hende. Jeg ringede på afdelingen hver dag, for at hører til hvordan det gik. For hverdag der gik, glædede man sig til at se hende og hendes forbedringer. Turen derover gik som en leg. For et hvert farvel blev det hårdere at gå og hele vejen hjem var ubeskrivelig lang og fyldt med følelser af afmagt, vrede og tristhed.

Alligevel forsøgte vi at motivere hende når vi kom. Vi forsøgte at overtale hende til, at hun skulle kæmpe for at komme med hjem, til trods for hun faktisk sagde at det gad hun ikke. Alligevel talte vi hende i munden og glemte at lytte og alligevel kom jeg til at agere som omsorgsperson og fagligt klogere. Fordi jeg fra mit dybeste ønskede hende det bedste og glemte måske at mennesket der lå i sengen var min mor.

En måned på intensiv.

Jeg var på besøg ved hende den 9 marts hele dagen. En måned med utallige af undersøgelser, en måned hvor hun gik fra at være Annette. Stædige Annette til at være Annette der intet selv kunne, dog stadig hende selv. Det var en dag som flere andre derovre. Hun havde en god periode trods alt, hun var livet lidt op og hun virkede til at være ved godt mod. Trods uroen og maskinerne omkring hende, som gjorde hende lidt forvirret. Jeg fortalte hende at jeg var nød til at holde weekend med Shawn.

Han havde i en måned været i at hans mor var kørt i tide og utide fordi mormors tilstand havde forandret sig. Nu kunne min samvittighed ikke længere bærer, at vi manglede kvalitetstid ham og jeg. Hun nikkede og forstod at jeg ikke kom før søndag. Hun kunne ikke snakke grundet respiratoren. Jeg sagde som altid, jeg ønsker at få dig med hjem. Jeg elsker dig, det ved du. Jeg ændrede dog slutningen til:

“Du skal kun kæmpe for din skyld, hvis du ikke vil kæmpe mere, så er det okay. Du er den sejeste jeg kender, du har kæmpet så godt, vejen endnu er lang. Jeg er voksen og jeg passer på min søster, sammen er vi stærkest. Jeg ved du siger far tager i mod dig, så hvis det er det du ønsker, så skal du tage afsted”

Ikke når jeg har pigerne

Mor holdte ALTID ud pga. pigerne. Altså min søster og jeg – os efternølere. Hvergang mor skulle noget, kunne hun ikke fordi hun havde os. Og nu skulle hun vide, at hvis hun ikke længere kunne mere, så var det okay at sige farvel. Jeg græd hele vejen hjem. Jeg fortalte min søster hvad jeg havde sagt til hende. Hende og min mors mand, skulle besøge mor om lørdagen, hvor hun også fortalte, at det var okay at hun tog afsted, at hun sagde farvel.

Søndag morgen 08.20 ringede de fra Vita – OUH , mors tilstand var kritisk og vi skulle komme hurtigt. Jeg skulle have Shawn afsat – Nikolaj kom. Jeg fik ringet rundt og sendt familien afsted, efterfølgende ud efter min ældste søster og afsted det gik. Undervejs var vejret dårligt. Himlen rørte næsten jorden af tåge, vi kunne intet se. Jeg sagde til min søster, hvis der er en dag hun tager afsted så er det idag, når himlen falder. Vi ankommer til sygehuset modtagende af 2 af mine søskende, der grædende fortæller, at mor ikke længere er hos os.

Sammen går vi derind, verden stod stille. Jeg græd højlydt. I skulle have ringet før, hvorfor trækker hun ikke vejret. Men tilbage kom hun ikke, kun hendes mand nåede at sige farvel.

Dagens sidste farvel

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=1473529049440681&set=a.321950194598578&type=3&theater

Tak fordi du læste med.

“We only live ones – Live Free”

//Alexandra

Om at være både Mor og Far


 

En stor del af mig, er formet af at være barn nr 5, den sidste i rækken af 5 piger. Min ældste søster er 16 år ældre end mig. Det svarer næsten til 2 generationer – og det er nemt at mærke i vores relation. Min mor var gift med mine søskendes far og da de var små, besluttede min mor at hun ikke længere ville være sammen med ham. Det er idag meget normalt – dengang ikke så meget, men det stoppede dem ikke.

“Ven af huset

Min mor mødte nogle år senere en 18 årig gut , der arbejdede på et mekaniker værksted, der lå i forlængelse af det hus hun havde lejet. Han var 10 år ældre end min ældste søster og 10 år yngre end min mor. Han var en spøjs slank gut, med humor af en anden verden , med let til smil og en kæk personlighed. Til at starte med, var han ven af huset. Han spiste med når aftenerne i værkstedet blev sene og med tiden udviklede det sig til at han kunne kigge efter pigerne, hvis mor skulle noget.

Mor & far

https://www.instagram.com/p/Bmp2_cXnymB/?igshid=3w5aptc096zg

Tiden gik og han fulgte med. Alex hed han. Tiden han brugte med familien og min mor betød, at de udviklede følelser for hinanden. Nogle år senere, købte de en gammel skole, som de ville renovere. Mor blev gravid i 1990 med min søster, som de fik midt i renoverings processen. Min far arbejde som altid, hvis ikke i huset så på hans arbejde. Det havde sidenhen ændret sig fra en mekaniker stilling, til nu at være ved Lindab, hvor han lavede porte.

“Er han syg?”

Selvom han var ung, så gik han ind til mine 3 søskende. Han gav hvad han kunne og betragtede dem som en del af ham. I 1991 blev min mor, gravid med mig. De havde i årene forinden mistet 2 drengebørn, så min far var påpasselig med, at min mor ikke skulle overanstrenge sig. De havde 2 biler, hvoraf far 3 uger forinden havde været kørt galt i den ene.

Det blev januar 1992, mor var 5 måneder inde i hendes graviditet og far skulle på arbejde, han mødte kl 07. Han lod bilen stå, hvis der nu skulle ske noget hjemme hvor mor skulle bruge bilen. Han tog istedet hans vej crosser trods sne og is. Efter mødetid, ringede hans chef til mor og spurgte om han var syg. Mor forsikrede ham for at han var kørt på arbejde som normalt – han var aldrig syg.

2 mænd stod udeforan døren

Chefen sagde at han kunne være i den anden hal, det ville han følge op på og vende tilbage.

Kl. 11. Bankede det på døren – 2 politimænd iklædt uniform, stod foran mor da hun åbnede døren. De bad hende følge med, da de havde fundet en mand som hun skulle med på sygehuset for at identificere, hun fulgte med. Og der lå han så, min far. Han havde været ude for en ulykke. En ulykke hvori han blev dræbt, 25 år gammel. Verden væltede for min mor og familien. Hun stod nu selv med 4 piger, gravid med den 5. Uden mand og snart uden hjem. Min farfar, lod hende flytte fra hus og hjem, da far døde.

Min søster & jeg
Det har fulgt mig i årevis:

Jeg har brugt mange år på at forstå, hvorfor det var vores familie, der skulle rammes af dette tab. Hvordan verden gik videre og hun fortsatte med at være mor – og far for hendes piger. Jeg er vokset op med, at håbe på at han ville komme hjem igen, trods kirkegården blev introduceret for os i en tidlig alder så forstod jeg det ikke. Selv da jeg startede i skole, kunne jeg ikke forstå at nogle børn blev hentet af en mand som de kaldte far, når vi ikke blev. Mor gjorde hendes bedste, hun havde svært ved at tale om det pga savnet og ikke mindst fordi hun hverdag så på hans piger, der blev større og uden at vi var klar over det, så mindede vi hende om ham.

Mobning:

Det har fulgt mig i årevis – altid , at jeg ingen far havde, det har sat sine fodspor i mig at jeg ikke vidste hvem han var, eller hvor jeg kom fra. Jeg er blevet drillet vejen igennem folkeskolen med, at min far var død. Modbydelige uvidne unger, der kan finde på at være sådan. Jeg skulle lige have været voksen dengang.

We only live ones – live free

Tak fordi du læste med 🙏🏼

\\ Alexandra

Det der sommerferie

Eller for vores vedkommende #staycation. Vi var på sommerferie i juni i Tyrkiet, og derfor bruger vi sommer ugerne herhjemme.

For Guds skyld hvor jeg dog elsker mit barn, for alt hvad han er og alt hvad han kan.

Han har haft fri fra SFO, uge 28, 29 og denne uge 30. I uge 29 var han på den årlige sommerferie ved hans far.

De andre uger har det været en fornøjelse at have ham hjemme. Jeg har nok i gennemsnit set ham lave saltoer på trampolinen 200 gange. Han har endelig lært at lande på benene 😀

Nu er jeg altså også bare nået dertil, hvor jeg lyver hvis jeg siger at jeg ikke glæder mig til Mandag. Der kan han igen komme afsted et par timer i SFO. Lige børn leger bedst. Thank you god for at det er fredag og at der kommer et andet voksent menneske hjem fra arbejde. Ham ser jeg bare alt for lidt vs. At vi bor i samme hus.

BEGRÆNSNINGER

Nå men Jeg er på barsel nu. Jeg går hjemme, så han kunne reelt godt have sommerferie til den 12 august. Der starter han i skole, det er lige om lidt og det er så vildt! 😱 Men jeg er simpelthen bare lige ved at smelte i varmen og i alle mine graviditetsbegrænsninger. Jeg vil så gerne lave en masse med ham hver dag, men jeg må bare erkende at det ikke er realistisk.

Vi var i http://www.dinoslegeland.dk sidste dag med hans kusine og min søster – og jeg 🐳 kunne ikke klatre rundt i tårnene eller springe på trampolinen som jeg plejer. Jeg er nu i uge 35 og må erkende at jeg er blevet for rund og i unægtelig dårlig form. Så kunne man tage i http://www.legoland.dk i 40 graders varme , og vente hele dagen i kø og tvinge ham til at opholde sig i aktiviteter hans mor kan klare. Det er måske bare heller ikke lige sagen, for en dreng på 6år.

Og så går den ene dag og den næste også – i selvskab med en krudtugle der flyver rundt i sofaen , og alle steder han kan komme til fordi hans fede mor ikke kan følge med. Og ikke nok med det består hans stillesiddende aktiviteter af Fortnine og Minecraft. Ej her slår mine mor superkræfter til 🤦🏽‍♀️.

DOVENLAS

Jeg er også mere typen ligenu der ville give meget for en middagslur. Litervis af is , koldt frugt og ikke mindst billige romkugler. Allervigtigst et ophold foran en blæser , men det er bare op af bakke , når ens dreng har ferie.

Jeg kan umuligt være den eneste Mor til et drengebarn , der sommetider føler sig på udebane og deraf kommer til at føle sig utilstrækkelig ? 🤞🏼

Tak fordi du læste med 🙂

“We only live ones – live free”

// Alexandra