Udfordringer og mål

Min søster & jeg.
 
Sociale fælleskaber

Når jeg ser på børnebilleder af lille Alexandra, ser jeg den Alexandra som altid har haft det svært i sociale fællesskaber. Jeg har i mit tidligere indlæg ➡️ Øvelse skrevet om nogle af de ting som jeg øver mig på, at blive bedre til.Jeg har endnu, her i mit voksne liv det svært i sociale fælleskaber. Ikke fordi jeg ønsker det. Ofte tænker jeg at det ville være en befrielse, at agere som centrum eller pauseklovn, fordi man fremstår mere i balance med sig selv. Det er endnu engang ikke sådan jeg er.  Jeg er med min udredning blevet klogere på, at det jo er en del af mig og min adhd og ikke mindst vores opvækst der gør, at  jeg er særligt udfordret.

Deltagelse

Deltagelse for mig har derfor været en svær process. Deltagelse er noget jeg er god til at fravælge, fordi det koster meget på Alexandra kontoen at være en del af fremmede, eller det ukendte. Det er en ting jeg relatere til som ubehageligt. Jeg står oftes i en følelse af at være den andre taler om, eller at være forkert i sammenhænge, hvor jeg normalt ikke begår mig. Jeg mærker tydeligt min opvækst, ruske i mig i ukendt rum. Jeg ryger ubevist lige tilbage til lille Alexandra, med alle de følelser det var at være hende.  Når jeg møder hende, så trækker jeg mig fra det fællesskab jeg er i og reflektere over hvorfor jeg møder de følelser, jeg mærker i mig.

Trivsel

For mig handler fravalget fra deltagelse i socialefælleskaber om trivsel. Jeg mærker at jeg trives bedre med, at begå mig i sociale fælleskaber hvor jeg er tryg. Her kan jeg deltage på lige fod med andre og bare være mig. Men er det egentligt trivsel, at man omgåes de samme, trygge mennesker altid? At passe på sig selv og blive på afgrænset grund? Jeg har besluttet mig for at stoppe op og udfordre mig selv. Jeg har altid tænkt at man skal udvikle sig hver dag og for mig er det vigtigt, at ændre nogle af mine fastforankrede handlemønstre og lære at agere anderledes.

Udfordringer

Jeg vælger at udfordre mig selv. Fordi jeg har særligt lyst til at udvikle mig. At udvikle mig på sådan vis, at jeg kommer ud af min skal. Jeg vil gerne af med frygten, ubehaget og alle følelserne der vælter ind over mig, når jeg planlægger at træde på usikker grund. Jeg vil gerne eje mig selv og min ikke eksisterende selvsikkerhed. Eller ihvertfald øve mig i, at blive mere selvsikker og tro på mig selv. Jeg har tænkt at bloggen var hjælp hertil. En hjælp til at bryde min tavshed, ved at åbne op og lukke jer ind. En hjælp til at reflektere over hvem jeg er og hvad jeg gerne vil nå- mine mål. En hjælp til at dele mine erfaringer og ikke mindst til at lade andre vide, at det kun er en selv, der kan definere hvad der er rigtigt for lige netop dig, i mit tilfælde mit selv.

Mål

Det leder mig frem til nye mål. Målet er at skabe ro og balance i mig, uanset hvor jeg befinder mig.  At udfordre mig selv, at åbne op, at deltage, at begå mig i nye socialefælleskaber og dele ud af og udvikle mig på usikker grund. Aller vigtigst er målet, at nå ud til jer og bidrage med det jeg brænder for. Til det er bloggen og min instagram et godt redskab som talerør, for det der rør sig i min hverdag.

Tusinde tak fordi du følger og læser med, det betyder mere end du aner 🙂

We only live ones – live free.

// Alexandra

View this post on Instagram

Velkommen til alle nye følgere, 10 hurtige om mig. Jeg er bosat nær Kolding, med mine 2 børn fra 13 & 19. Jeg er 27 år & kærester med Nikolaj – min klippe. Jeg har altid været anderledes, det var i min barndom svært for mig, da jeg for andre blev et nemt offer for mobning. . Jeg har 4 søstre, min ældste søster er 16 år ældre, de 2 Andre følger hende og var derfor ikke en del af, min 1, 1/2 år ældre søster og vores børneliv sammen med vores mor. . Hun mistede vores far da hun var 5 mdr henne med mig , siden der var hun særligt rodløs. Vi flyttede meget & vores opvækst har været præget af alkohol & voldige mænd! . Jeg er uddannet pædagog, under min udd. blev jeg klogere på mig selv & vores på kanten af samfundet opvækst. Det gav mig et stort behov for at undersøge, hvor jeg kom fra & hvorfor jeg er som jeg er. . I forlængelse heraf begyndte jeg i efteråret 17 til psykolog, for at bearbejde barndom, & for at lære mig selv bedre at kende. I samarbejde med min psykolog blev jeg henvist til psykiater, med henblik på udredning ! . I dec 17 fik min mor konstateret lungekræft , efter et år med flere lungebetændelser. Til trods for flere operationer stod hun stolt til min eksamen på seminariet i jan 18 da jeg blev færdig uddannet. . Vi mistede vores mor & lukkede døren til mit barndomshjem den 11 marts 18, efter et langt intensiv respirations forløb på OUH. Jeg startede på mit nye job i Kolding 14 dage efter hun sagde farvel. . Sommeren 18 blev jeg udredt for ADHD ved min psykiater. & efterfølgende startede jeg i behandling. Jeg blev sygemeldt i okt 18, efter skift af medicin, min verden væltede & jeg havde nok i at opretholde min hverdag & passe på min søn. . Jeg er et menneske med skyhøje krav til mig selv & mine omgivelser , det skaber nogle situationer hvor jeg har svært ved at accepere kompromis & andre måder at gøre tingene på end mine egne. Det kræver tid at ændre mine handlemønstre, som bunder i overlevelse. . Vi flyttede sammen i min kærestes hus i feb 19. Siden er Lillesøster kommet til verden & vi har i vores familie fundet en hverdag med mere ro & struktur. . Det var lidt baggrundsstøj fra mig. – tak fordi du følger med 😊

A post shared by Alexandra Bo Nielsen (@alexandrabonielsen) on

Skriv et svar